Solbakken: Vi må gøre arbejdet færdigt mod Bordeaux
FC København kan stadig spille videre fra gruppespillet i Europa League, men det er ikke længere i den danske klubs egne hænder.
Det danske mandskab skal ikke alene slå Bordeaux på hjemmebane, men de skal også håbe på et nederlag til Slavia Prag, der i sidste spillerunde møder Zenit, som ikke har mere at spille for.
Det bliver dermed svært for FC København at gå videre, men Ståle Solbakken understreger, at danskerne vil gøre sit.
- Vi er i live og vi må gøre vores arbejde færdigt og slå Bordeaux i den sidste kamp, men det bliver svært nu, fortæller Solbakken til FC Københavns hjemmeside og tilføjer om kampen mod Zenit:
- Det blev lige så tæt og lige i dag som i den første kamp i Telia Parken, bare med endnu færre chancer. De scorer på en kontra, og vi er ikke selv gode nok til at skabe mere end vi gør. Vi må se i øjnene, at vi ikke har kvaliteterne til at skabe mere på udebane mod topholdet i den russiske liga.
Den sidste spillerunde spilles den 13. december, hvor FC København altså tager imod Bordeaux.