Tidligere FCN-angriber nettede for Juventus i Youth League-nederlag
I aften, onsdag, bliver de sidste kampe af gruppespillet i Champions League afviklet, men allerede her til eftermiddag har klubbernes ungdomshold taget forskud på kampene i ungdomsturneringen UEFA Youth League.
Her startede den tidligere FC Nordsjælland-angriber, Nikolai Baden Frederiksen, på toppen for Juventus U19-mandskab mod schweiziske Young Boys, og det startede godt for den 18-årige dansker.
Allerede efter godt 10 minutter bragte den unge dansker nemlig Juventus foran på et direkte frispark, men allerede fem minutter senere var Juventus så bagud med 2-1.
Efter pausen blev det også 3-1, og med 13 minutter igen udbyggede Young Boys også føringen til 4-1. Det hjalp derfor heller ikke meget på det, at italienerne fik reduceret i dommerens tillægstid.
Schweizerne vandt kampen med 4-2, men det gør altså ikke nogen forskel for puljestillingen i Youth Leagues gruppe H. Young Boys ender nemlig som nummer tre i gruppen, hvor Juventus går videre som nummer to, og Manchester United vinder gruppen ganske suverænt.
Nikolai Baden Frederiksen skiftede til Juventus tilbage i august. Han nåede at spille 13 kampe og score tre mål i FC Nordsjælland-trøjen.