Video : Tipsbladet
Landshold

Nu skal afløseren afløses: AaB'er forlader U21-landsholdet med skade

I går blev Rasmus Thellufsen indkaldt til U21-landsholdet som erstatning for Jacob Bruun Larsen, men i dag må han selv forlade lejren med en skade. Mathias Kristensen fra Esbjerg fB afløser ham.

I går bød den første dag af landskampspausen på en mindre rokade på A- og U21-landsholdene. For skadede Robert Skov skulle erstattes, og det blev han af Jacob Bruun Larsen. Han efterlod så et hul på U21-landsholdet, som Rasmus Thellufsen udfyldte.

Udtagelsen blev dog en stakket frist for den unge AaB'er, der allerede har forladt landsholdslejren igen. Han har pådraget sig "en mindre skade", som DBu kalder det, og derfor kommer Mathias Kristensen fra Esbjerg fB ind i stedet.

Det skriver DBU på Twitter.

Kristensen, der fylder 22 år på torsdag, har 33 officielle U-landskampe bag sig, og i januar spillede han to uofficielle af slagsen for U21-landsholdet. Det var på turen til Mexico, der dog primært bestod af spillere fra danske klubber.

Mathias Kristensen kommer direkte fra en succesoplevelse, da han og Esbjerg fB på dramatisk vis vandt over Vejle Boldklub og dermed sikrede sig en plads i top 6. Kantspilleren har været fast mand for sit hold gennem hele denne sæson.