Video : Tipsbladet
Skandinavien

Medie: Malmö henter angriber for næsen af FC København

Ifølge svensk medie er Malmö FF tæt på at hente Isaac Kiese Thelin, som FC København ellers også jagter. Dermed kan han blive det første indkøb under Jon Dahl Tomasson.

Malmö FF's første indkøb under Jon Dahl Tomasson kan meget vel blive en gammel kending - og en spiller, som FC København har jagtet i et halvt år.

Svenske FotbollDirekt skriver, at Isaac Kiese Thelin er tæt på at skifte Anderlecht ud med Malmö. Dermed står han til at vende tilbage til klubben, hvor han spillede, før Bordeaux købte ham for knap 30 millioner kroner i 2014.

Læs også:FCK-emne kan blive første Jon Dahl-indkøb: Hareide krydser fingre

Både danske BT og belgiske HLN har skrevet om FC Københavns januarinteresse for angriberen, som mestrene også forsøgte at hente allerede i sommer. Dengang endte det dog som bekendt med en kort aftale til Nicklas Bendtner.

Nu ser det altså ud til, at Ståle Solbakken og co. mislykkes med Kiese Thelin endnu en gang. Ifølge FotbollDirekt mangler der kun at falde detaljer på plads, før Malmö FF kan præsentere ham på en lejeaftale med købsoption. Klubben håber, at den kan præsentere Kiese Thelin i forbindelse med træningsopstarten i næste uge.

Læs også:Hareide jagter Jon Dahls afløser: Har været i kontakt med flere muligheder

I så fald får han som nævnt Jon Dahl Tomasson som cheftræner i klubben. Får han brug for råd til, hvordan man får det bedste ud af Isaac Kiese Thelin, kan han bare ringe til sin nu tidligere chef Åge Hareide. Han stod i spidsen for Malmö, da angriberen i løbet af et halvt år gik fra perifært indkøb fra IFK Norrköping til storsalg til Bordeaux.

- Isaac skiftede til os, da "Gische" (Guillermo Molins, red.) blev skadet. Det var en spiller, jeg kunne lide. Han ofrer sig selv og var meget vigtig for os i Champions League. Han kan score mål, men han tager også mange dueller og meget opmærksomhed. Han spiller fysisk og giver andre spillere frihed, siger Hareide om sin forhenværende spiller.

Læs også:Jon Dahl Tomasson cheftræner i Malmö: Sender stikpille til FCK

Læs også:Malmö-boss om Jon Dahl-ansættelse: Hareide spillede en rolle

Læs også:Officielt: Jon Dahl bliver ny cheftræner i Malmö FF