Video : Tipsbladet
Superliga

AaB udskyder generalforsamling: En senere dato kan ikke komme på tale

AaB har udskudt sin generalforsamling med tre uger på grund af coronaudbruddet. Den kan dog ikke udskydes længere end det, så hvis situationen ikke forbedres, må klubben finde en alternativ måde at afholde generalforsamlingen på.

AaB havde planlagt sin ordinære generalforsamling til den 7. april. Det bliver dog ikke til noget på den dag. Det har klubben netop meddelt via en pressemeddelelse.

Det er ikke overraskende udbruddet af coronavirus og de følgende begrænsninger af forsamlinger, der ligger til grund ud udskydelsen. Nu hedder datoen 28. april, og det bliver ikke senere.

- Som børsnoteret selskab skal generalforsamlingen være holdt senest 30. april, hvorfor en senere dato ikke kan komme på tale, skriver AaB.

Læs også:AaB sender spillerne hjem: De skal holde sig langt væk fra fitnesscentre

Derfor kan klubben blive tvunget til at afholde generalforsamlingen i en alternativ form. Normalt møder aktionærer op i lokaler på stadion, men hvis samfundet forbliver underlagt restriktioner for, hvor mange man må forsamles, er det ikke muligt.

- Hvis situationen omkring coronavirus ikke forbedres, kan det betyde, at generalforsamlingen bliver gennemført i en alternativ udgave. Dette vil i givet fald blive meddelt, når aktionærerne primo april varsles om generalforsamlingen, skriver AaB.

Læs også:Virusekspert forudser: Jeg tror ikke, fodbold vender tilbage lige foreløbig

Klubben tilføjer desuden, at tidspunktet for generalforsamlingen er rykket til klokken 10 om formiddagen. Årsagen er, at førsteholdet "forhåbentlig er i gang med et komprimeret kampprogram i 3F Superligaen". 

Men indtil videre ved hverken AaB eller andre, hvornår kampene kommer til at ligge, når og hvis Superligaen skal spilles til ende i dette forår. Derfor vil klubben ikke risikere, at generalforsamlingen ligger midt i en kamp.

Læs også:Hobro-chef foreslår: Nul nedrykkere og én oprykker

Læs også:Efter aflysninger: NENT sænker prisen på sportspakken

Læs også:Trods coronavirus: Danskere i aktion i både Tyrkiet og Rusland