Video : Tipsbladet
1. division

16-årig kantspiller reddede Vejle i Næstved

Næstved var længe foran mod Vejle, men blot 16-årige Wahid Faghir sikrede NordicBet Ligaens førerhold 1-1 onsdag aften.

FC Fredericia og Viborg FF har fortsat Vejle Boldklub inden for rækkevide i NordicBet Ligaens oprykningskamp, men det er utvivlsomt Vejle, der er favorit til at tage den ene oprykningsplads, og de kunne onsdag aften tage endnu et vigtigt skridt mod Superligaen.

Men modstanderen hed Næstved, og de formåede at volde Vejle problemer i den første kamp efter coronapausen, som sluttede 1-1.

Dengang kom Næstved tidligt foran efter et Mathias Kisum-hjørnespark, som Andreas Heimer kunne styre i nettet, og historien gentog sig her til aften. Otte minutter var der denne gang spillet, da Kisum slog bolden ind i panden på Heimer, som kunne stange hjemmeholdet i front.

Læs også:Lettede Næstved-profiler efter fyring: Der har været en diktatorisk kultur

Aftens opgør var det første af slagsen for Næstveds nye cheftræner, Kenneth Gangsted, der har overtaget ansvaret for klubbens førstehold efter fyringen af Maximilian Dentz, og det havde tydeligvis positiv effekt.

For det var først midtvejs i første halvleg, at gæsterne begyndte at komme ind i opgøret, og første chance til Vejle noterede Diego Montiel sig for efter en halv times tid.

Midtbanespilleren fandt plads til at sparke mod mål på kanten af Næstved-feltet, men det flade forsøg blev afrettet og gik snært forbi den ene oppasser.

Læs også:Vejle rykker nærmere Superligaen uden at spille

Det blev også til en stor mulighed til unge Wahid Faghir inden pausefløjt, men det stod 1-0 til Næstved efter de første 45 minutter.

Fra anden halvlegs start satte Vejle sig på opgøret, men det var ikke, fordi Constantin Galcas mandskab skabte chancer på stribe. Rumæneren forsøgte sig også med indskiftninger af offensive spillere som Arbnor Mucolli og Adam Jakobsen, men det havde ikke nogen umiddelbart effekt.

I stedet var Joel Felix efter 72 minutter centimeter fra at heade Næstved yderligere i front efter et suverænt frispark fra Kisum.

Det lykkedes dog alligevel udeholdet at få udlignet i slutfasen. Det skete i det 83. minut, hvor Adam Jakobsen fandt plads efter gode kombinationer i højresiden.

Jakobsen spillede Kjartan Finnbogason med ryggen til mål i Næstved-feltet, men trods de svære omstændigheder formåede den store islænding at lægge bolden af til Faghir, der trykkede af første gang. Stortalentets afslutning blev rettet af og snød målmand Jacob Pryts, og så stod det 1-1.

Vejle gik hårdt efter alle tre point i de sidste minutter, men Næstved stod imod, hvorfor det sluttede uden vinder.

Vejle fører nu NordicBet Ligaen med otte point ned til Viborg FF, der onsdag aften vandt 1-0 i Skive. Næstved ligger næstsidst med 24 point.

Læs også:Klubfolk skal hjælpe midlertidig Næstved-træner

Læs også:Kolding-ledere angreb dommeren verbalt efter nederlag

Læs også:Hvidovre forlænger med Frandsen og assistenten