Video : Tipsbladet
Generelle

Chefredaktøren er (heldigvis) en idiot

Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen forventede i foråret først, at der kom tilskuere på stadion til efteråret eller i 2021.

- Her har I mig tilbage!

Sådan sagde, ja næsten sang, erhvervsmanden Kurt Thorsen, da han blev sluppet ud af fængslet efter PFA-skandalen, og selvom jeg hverken har rusket tremmer eller forfalsket underskrifter i en sag om dokumentfalsk for milliarder, har jeg også en tilståelse.

Tilbage i april tog jeg nemlig fejl, godt og grundigt, da jeg i en leder i en fredagsudgave af Tipsbladet forudsagde, at der ville gå meget lang tid, før der var tilskuere tilbage på stadion i Superligaen.

- Jeg drømmer som alle andre om, at epidemien hurtigt fiser ud og kommer under kontrol, men hvis vi forholder os til virkeligheden, som den ser ud i lande med eksplosiv vækst i smittespredningen, er det for mig at se indlysende, at noget af det sidste, man skal gøre, er at lukke tusinder eller titusinder mennesker fra forskellige dele af et land og på tværs af samfundsskel ind på et stadion samtidig. Og så kan det altså ikke nytte noget, at man i dansk fodbold går ud fra, at kampene snart igen bliver spillet med tilskuere, og giver fansene det indtryk, at det sandsynligvis sker, skrev jeg i Tipsbladet 3. april.

Den voldsomme spredning af coronavirussen i Brasilien og dele af USA i disse dage viser for mig at se, at der var fin grund til at være påpasselig tilbage i foråret, hvilket da også er det, de danske sundhedsmyndigheder og regeringen har meldt ud.

Men her tre måneder senere kan vi konstatere, at chefredaktøren, moi, er en idiot, og heldigvis for det.

For tilskuerne vender i den kommende weekend tilbage på stadion, når afstandskravet sættes ned til en meter, og selvom det stadig ikke giver helt (men faktisk tæt på halvt) fyldte stadions i Superliga-landskabet, er der pokker til forskel for alle involverede på at spille for lukkede døre med træningskamp-stemning og dåselyd.

Tilskuercomebacket bliver skønt for klubber og spillere, uanset at Superligaen langt hen ad vejen er afgjort med to nedrykkere og et næsten sikkert FCM-mesterskab med 11 points jysk forspring til FC København og kun seks runder tilbage.

Den nedtonede kulisse har vist, hvad de fleste vidste, nemlig at det er vigtigt med tilskuere på stadion for oplevelsen både på stadion og ikke mindst hjemme foran det tv og de tablets og mobiltelefoner, der i høj grad finansierer klubbernes drift via den profitable tv-aftale, hvorfra der udbetales over 300 millioner kroner til klubberne per sæson.

Åbningen giver også yderligere mulighed for at klubberne til at leve op til sponsorforpligtelserne, og ikke mindst bedre muligheder for at sælge sponsorpakker til næste sæson, som ikke bare er en bandereklame, en annonce i et digitalt kampprogram og så ellers eksklusiv ret til at sidde i sofaen derhjemme og se holdet. Den åbning betyder virkelig meget for Superliga-klubbernes økonomi.

Men vigtigst er selvfølgelig, at vi kan komme på stadion igen. Det kan godt være, stadionoplevelsen ikke bliver helt den samme de kommende måneder, og at der skal klinkes albuer og ankler lidt oftere end krammes, men skidt nu med det.

Fodbold bliver for alle igen, og det bliver skønt at se og opleve med en fed kamp mellem AGF og

FC København søndag aften som rundens meste oplagte mulighed for at få en fed livekamp med en masse på spil.

PS: Drønærgerligt, at det ikke var muligt at åbne yderligere for pokalfinalen i dag, den havde været en skøn oplevelse for både sønderjyder og nordjyder, selvom de lokale i Esbjerg hænger med mulen i disse dage.

Læs også:Superliga powerranking: FCM brøler af de tandløse løver, BIF dufter metal

Læs også:Farvel: Robin Olsens tid i Cagliari er slut

Læs også:Spilforslag til pokalfinalen: Underholdende specialspil

Læs også:Pokal-optakt: AaB - SønderjyskE

Læs også:Vingaard-brag fra egen halvdel sænker topholdet Vejle