Video : Tipsbladet
1. division

Hobro-profil forventer exit: Om tre måneder kan jeg frit forhandle med andre

Edgar Babayan er stadig Hobro-spiller, selv om der var bred interesse for ham i transfervinduet. Han vil dog stadig gerne til udlandet og har for øje, at han til nytår er så tæt på kontraktudløb, at han frit kan forhandle kontrakt med andre klubber.

Spekulationerne om Edgar Babayans fremtid kan fortsætte i hvert fald tre måneder endnu. De har ellers kørt, siden Randers FC bød på ham i sommeren 2019, og især i det forgangne transfervindue var der rift om ham.

Men deadlineday kom og gik for Hobro-profilen, uden der skete noget. Babayan er aktuelt med det armenske landshold, der skal spille i skyggen af en krig, men selv om dét fylder meget, holdt han et halvt øje på, om hans agent ringede på vinduets sidste åbningsdag.

- Jeg har også haft en smule fokus på, hvad der er foregået i transfervinduet. Især mandag. Jeg havde fortalt mine krav til min agent og min far, så de vidste godt, hvad jeg ville, fortæller Edgar Babayan til tipsbladet.dk.

- Jeg havde sagt, de kun skulle ringe, hvis der var noget konkret, jeg kunne forholde mig til. Så jeg snakkede ikke med min agent 24/7, for jeg havde besluttet mig for, hvad jeg ville, og det var der ikke noget af.

Læs også:Hobro-spillers landskampe flyttet på grund af krig: Det er en mørk tid

Babayan har ellers ifølge eget udsagn haft chancen for at skifte væk. Men enten kunne han ikke takke ja til de tilbud, som Hobro havde accepteret, eller så var tilbuddene ikke gode nok for klubben.

- Jeg har haft en rigtig god sæson sidste år, det siger sig selv med 11-12 assists på et nedrykkerhold, men jeg vil ikke flytte for enhver pris. Jeg er 25 år og har altid haft en drøm om at spille i udlandet, men det skal ikke være udlandet bare for at være udlandet. Det skal være noget, jeg jeg se mig selv i.

- Der har været rigtig meget interesse, men der var nogle tilfælde, hvor jeg ikke har været enig, og andre, hvor klubberne ikke har været enige.

Om kort tid behøver Edgar Babayan dog ikke spekulere på, om Hobro IK og interesserede klubber kan finde fælles fodslag om en pris. Til nytår har han et halvt år tilbage af sin kontrakt og er dermed fri til at forhandle med andre klubber.

Læs også:Edgar Babayan bliver i Hobro IK - lader kontrakten udløbe

Det spillede også ind i overvejelserne i løbet af det forgangne transfervindue.

- Det er noget af det, vi har snakket om: Der er ikke så lang tid, til jeg kan forhandle frit med alle de klubber, jeg har lyst til. Det vidste Hobro også. Derfor ser jeg ingen grund til at stresse noget igennem, siger Babayan.

- Coronaen har ødelagt meget, fordi mange klubber har mistet mange penge, så det kan være, man er mere attraktiv, når man kan forhandle frit.

- Jeg er i en god position, og selvfølgelig tænker jeg på fremtiden, men vil også gøre alt for at slutte godt af i Hobro. Jeg kommer ikke til at skabe mig, fordi jeg ikke blev solgt videre. Jeg ville gerne spille på højere hylde, og det er jeg sikker på, jeg nok skal komme til. Om det er nu eller om tre måneder betyder ikke det store.

Læs også:Agent om Edgar Babayan: Interesse fra Superligaen og udlandet

Læs også:Hobro IK fik appel afvist: Det virker nytteløst

Læs også:Babayan vil til udlandet: Kun top tre-klubberne kan lokke ham i Danmark