Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Hvem er de dårligste?

Tipsbladet.dk zoomer ind på den kommende runde i Superligaen.

Landskampspausen er forbi, og bolden ruller igen i Superligaen.

Niende spillerunde står for døren, og runden sparkes i gang i Lyngby fredag aften og slutter mandag aften i Parken, hvor FC København skal spille noget så usædvanligt som en mandagskamp.

Vi ser her nærmere på nogle af de mest interessante spørgsmål, der rejser sig inden den kommende runde. 

Hvem er dårligst i Superligaen?

Superligaen har haft to dårlige hold i denne sæson. Nu kan vi få et fingerpeg om, hvem der er dårligst lige nu.

Hverken Lyngby Boldklub eller AC Horsens har vundet i de første otte kampe, men begge øjner muligheden for triumf fredag aften, når de tørner sammen i Lyngby. Og der er hårdt brug for tre point i begge lejre.

Læs også:Optakt: Lyngby BK - AC Horsens

To klubber rykker ud af Superligaen i denne sæson, og alle pile peger lige nu på Lyngby og AC Horsens. Der er stadig mange kampe tilbage, men særligt en eventuel taber af fredagens bundopgør må være nervøs ved udsigterne. 

Har AGF stadig krammet på FC Midtjylland?

Næsten alt lykkedes for FC Midtjylland i Superligaen i sidste sæson. Undtagen når AGF stod på den modsatte halvdel. Så kom mestrene til kort.

FC Midtjylland lagde godt nok fra land med at slå AGF tidligt på sæsonen, men så fulgte tre nederlag i træk, og dermed tilførte AGF FC Midtjylland halvdelen af de nederlag, holdet led i sidste sæson. 

Søndag møder de hinanden for første gang i indeværende sæson, og så er spørgsmålet, om AGF stadig har FC Midtjylland nede i sækken? Som et ekstra krydderi er der tale om en vaskeægte topkamp mellem nummer to og tre. 

Der er garanti for underholdning i Aarhus.

Læs også:Optakt: Vejle Boldklub - Brøndby IF

Hattrick for AaB-vikar?

Mens AaB er på jagt efter en ny cheftræner, har Peter Feher leveret et indtil videre pletfrit stykke vikararbejde. 

Peter Feher har vundet sine første to Superliga-kampe som cheftræner for AaB, og søndag er der mulighed for sejrshattrick, når nordjyderne får besøg af FC Nordsjælland. Det er én af de kampe, der kan vise sig at blive meget afgørende i top seks-ræset. 

Superligaen er uhyre tæt, og det er sjældent, at særligt midterholdene brillerer med lange sejrsstimer, så hvis AaB og Feher kan komme op på tre i træk, er der al mulig grund til at løfte på hatten for holdet og for det, der lige nu ligner vikaren fra himlen. 

Peter Feher har i princippet allerede lavet hattrick i sejre. I landskampspausen vandt AaB nemlig 2-1 over AB i pokalturneringen. Nordjyderne har pudsigt nok vundet med 2-1 i alle Fehers kampe. 

Læs også:Optakt: AaB - FC Nordsjælland

Læs også:Bundgys i Superligaen: Det er ikke synd for nogen af holdene

Læs også:Spotpris på Dplay: Se AaB - FCN og topbraget AGF - FCM