Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-træner revser VAR: FCK-mål en kæmpe fejl

Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen havde ikke den bedste oplevelse af hverken dommer Tykgaard eller folkene i VAR-rummet i nederlaget på 1-3 til FCK.

Brøndby tabte søndag eftermiddag med 1-3 til FC København i en kamp, hvor særligt én seance fik stor betydning for kampen. Det skete lige omkring det sidste minut af den ordinære spilletid, hvor FCK fik et straffespark.

Det brændte Kamil Wilczek, men på riposten kom Mo Daramy først ind og sendte bolden i mål. Her kunne det godt se ud til, at han stod inde i feltet, inden der blev sparket. For Brøndby-cheftræner Niels Frederiksens vedkommende var sagen dog soleklar. Det slår han fast i et interview på TV3+.

- Det ligner ikke bare. Han løber ind - det gør han - i feltet før tid. Det er mig helt ubegribeligt, at man ikke gør noget ved det. Så kan man argumentere for, at vores spiller, Josip, løber med ham derind, men så skal sparket jo tages om, siger han og fortsætter:

- Det kan der ikke være nogen tvivl om. Det er jo en direkte fejl, som jeg ser det. Altså, en kæmpe fejl. Så undrer man sig lidt over, hvad de laver ude i VAR-rummet. Men det er som det er, og nogle gange går det med os, og nogle gange går det imod os, lyder det fra Niels Frederiksen.

I det hele taget var Brøndby-træneren ikke helt tilfreds med, hvordan dommer Michael Tykgaard klarede sig. Han fastholder dog, at det også nogle gange kan ske for spillerne, at de ikke er ligeså gode, som de plejer - og så kom han med en stikpille til FC København.

- Jeg synes ikke, at det var det niveau, som normalt kendetegner Tykgaard. Det synes jeg egentlig ikke, at det var. Men sådan er det jo nogle gange. Vi spiller jo også nogle gange nogle kampe, som er under det niveau, vi normalt kan levere. Jeg vil ikke stå over pive over det her. Det hjælper ikke noget. Det gjorde FCK sidste gang, at de var herude, og det niveau skal jeg ikke ned på. Det er som, det er, fortæller Frederiksen.

Der var da også andet end dommerkendelser at lægge mærke til i kampen. Læs mere om det her.