Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-indskifter iskold: Vi er de kommende mestre

FC Midtjyllands Mikael Anderson måtte hurtigt omstille sig til, at han skulle ind, da tommelfingeren blev vendt ned ved Frank Onyeka i kampen mod AGF.

FC Midtjylland vandt søndag aften med 4-1 over AGF på udebane i Superligaen. Her blev Mikael Anderson kastet ind fra bænken allerede i første halvleg, da Frank Onyeka måtte forlade banen.

Det havde midtbanespilleren med den islandsk-jamaicanske baggrund ikke lige regnet med. Det fortæller han i et interview med Canal 9 umiddelbart efter slutfløjt.

- Jeg var iskold, da jeg kom ind, så det var hektisk, lyder det fra Mikael Anderson om den pludselige indskiftning undervejs i kampen.

Desuden peger han på, at det er meget unormalt at FCM klarer AGF på den måde, da man i den seneste tid har haft det meget svært mod aarhusianerne med diverse nederlag til følge. Men sådan var det altså ikke denne gang.

- Aarhus er altid et svært sted, og vi har haft bøvl med AGF nu i lang tid. At vinde 4-1 her er ikke hverdagskost, og det skal vi nyde, fortæller Mikael Anderson, som kommer med sit bud på, hvorfor det endte som det gjorde.

- Det hænger sammen med, at AGF er inde i et formdyk, og vi er måske på vej opad. Jeg synes, at vi matcher dem på de dyder, som de er gode til. Den power og det udtryk, som de plejer at komme med, det kom de ikke med i dag - men det gjorde vi. Det kunne man se på måltavlen, at det nok var forskellen, lyder det fra manden bag målet til 3-1.

Endvidere slår Anderson fast, at det var de kommende danske mestre, som man så slå AGF søndag.

Bænken var i det hele taget meget afgørende for midtjyderne i kampen. Læs mere om det her.