Det kuldsejlede Super League-projekt endte som lidt af et personligt nederlag for Andrea Agnelli, og nu forlyder det, at udbryderligaens kollaps kan få yderligere konsekvenser for Juventus-præsidenten.
Således skriver den italienske avis La Gazzetta dello Sport torsdag, at det efter Super League-farcen ikke er sikkert, at Agnelli kan fortsætte som klubpræsident i Juventus.
Kan Agnelli fortsætte?
Andrea Agnelli har i første omgang afvist, at han overvejer at træde tilbage som Juventus-præsident, men ifølge La Gazzetta dello Sport står Agnelli i en problematisk situation, efter at UEFA-præsidenten Aleksander Ceferin rasede mod Juventus-bossen.
Ifølge La Gazzetta dello Sport risikerer Juventus således at ryge ud i kulden, på grund af det dårlige forhold til UEFA. Milano-avisen peger på, at Andrea Agnellis fætter, Alessandro Nasi, kan afløse Agnelli som Juventus-præsident efter denne sæson.
La Gazzetta dello Sport peger også på den tidligere Juventus-cheftræner Marcello Lippi som et bud på en ny klubpræsident for Torino-klubben.