Mandag er der møde i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, som vil blive afholdt digitalt.
Et af punkterne på mødet er drøftelsen af forslaget om, at der fremover skal afholdes VM-slutrunde hvert andet år i stedet for hvert fjerde år, som det er tilfældet nu.
Blandt deltagerne er direktøren for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jakob Jensen, og når han får taletid til mødet, er han klar med argumenter for, hvorfor det forslag skal direkte i skraldespanden.
I en mail fra DBU står der, at Jakob Jensen vil fremføre følgende fire grunde til, at VM-frekvensen ikke skal øges.
* Beskyttelse af spillernes ve og vel.
* Opretholdelse af relationen til fansene, der tidligere har givet udtryk for, at flere, store turneringer kan udhule interessen.
* Negligering af kvindefodbolden, der vil stå i skyggen af mændenes turneringer.
* EM i Danmark viste, hvor meget en EM-turnering kan betyde for et land. Det vil VM hvert andet år udhule.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har kritiseret forslaget i klare vendinger med flere af argumenterne, som DBU-direktøren også vil fremføre.
I sidste uge offentliggjorde Uefa en rapport, man havde bestilt et konsulentfirma til at lave.
Af dem fremgik det blandt andet, at europæisk fodbold vil gå glip af indtægter for 18-22 milliarder kroner i løbet af hver fireårige periode, hvor der spilles VM hvert andet år.
Seneste EM var i sommeren 2021, men normalt afvikles den europæiske slutrunde i de lige år, hvor der ikke er VM. Det vil sige, at EM spilles i samme år, som der afvikles sommer-OL.
/ritzau/