Diego Costa har fået et pænt nej tak fra Serie A-klubben Salernitana, der tidligere i januar har været meldt interesseret i den tidligere stjerneangriber.
Det skriver mediet Diario AS.
Salernitana kæmper i øjeblikket for at overleve i Serie A, og det er særligt målene, der har manglet for den italienske bundprop i denne sæson. Klubben har nemlig kun scoret 14 gange i 22 kampe.
Derfor begyndte Diego Costas navn pludselig at spøge i Syditalien, hvor han skulle være blevet tilbudt en kontrakt på et halvt år med option på yderligere et år, hvis klubben overlevede i Serie A.
En transfer, der umiddelbart kunne give mening for begge parter, da Diego Costa i øjeblikket er klubløs, og Salernitana altså målløs. Ikke desto mindre melder det spanske medie altså nu, at flirten er død, da Salernitana kom i tvivl om Diego Costas fysiske form og engagement.