Video : Tipsbladet
1. division

Casper Sloth arbejder på at finde ny klub

Casper Sloth er røget af førsteholdet i Silkeborg og arbejder på at finde en ny klub.

Casper Sloth har udsigt til nogle meget lange måneder i Silkeborg IF, hvis han ikke finder en ny klub i løbet af dette transfervindue. Den tidligere AGF-spiller er røget ud af førsteholdstruppen i SIF og har i den forbindelse langet ud efter sin arbejdsgiver og kaldt det "dårlig stil". 

Midtbanespilleren har kontraktudløb til sommer og har dermed kunnet forhandle frit med andre klubber siden 1. januar, og der arbejdes på at finde en løsning, der kapper båndene mellem Silkeborg IF og Casper Sloth.

- Casper arbejder på, om der kunne være nogle andre muligheder, og det har han folk til at hjælpe sig med. Der er ikke noget konkret i det, men det bliver forsøgt, siger sportschef Jesper Stüker til Midtjyllands Avis.

Tipsbladet.dk kunne kort før nytår fortælle, at midtbanespilleren Ibrahim Moro også kan være på vej væk fra Silkeborg. Spillerens agent bekræftede, at der arbejdes på en transfer, og derfor kan SIF altså miste to centrale midtbanespillere i dette vindue. Jesper Stüker fastslår imidlertid over for Midtjyllands Avis, at han forventer en rolig januar.