HB Køge ansætter første kvindelige træner i professionel dansk herrefodbold
Foto: Getty Images
1. division

HB Køge ansætter første kvindelige træner i professionel dansk herrefodbold

Kvindelandsholdets målmandstræner, Heidi Johansen, skal til nytår træne keeperne i 1. divisionsklubben HB Køge. Det er hun stolt og beæret over, men direktøren fastholder, at det ikke er et indspark i en kønskamp.

Til januar skriver Heidi Johansen dansk fodboldhistorie. Da bliver hun den første kvindelige træner i professionel herrefodbold i Danmark, når han møder ind til første arbejdsdag som målmandstræner i HB Køge.

Det skriver DR.

Johansen har en fortid som landsholdsspiller og er aktuelt målmandstræner for kvindernes A-landshold. Den tjans kommer hun til at passe sideløbende med sit nye job i HB Køge. 

Hun fastholder, at hun er blevet ansat på sine kvalifikationer, ikke sit køn, men hun glæder sig samtidig over, at hun kan være med til at skrive dansk fodboldhistorie. Måske kan det bane vejen for andre.

- Nu er HB Køge gået forrest i den del. Det vil sige, at de har taget skridtet og sagt, at det tror vi på. Det var jeg selvfølgelig rigtig stolt og beæret over. Det viser heldigvis, at der er sket noget, og jeg håber, det åbner muligheden for andre kvindelige trænere på sigt, siger Heidi Johansen til DR.

Også HB Køge administrerende direktør, Per Rud, understreger, at ansættelsen ikke er en del af en kønskamp. I stedet har han valgt en målmandstræner, som han kender fra tidligere.

- Vi har valgt at opgradere på målmandstræningen, og der var Heidi en super profil. Jeg kender selv Heidi fra min tid som kvindeungdomslandstræner, og jeg havde hende selv, da hun var på toppen, så jeg ved, at hun er en dygtig og dedikeret person, siger Per Rud, der i starten af 00'erne var U17- og U19-landstræner på kvindesiden.

I HB Køge skal Heidi Johansen arbejde med målmændene Andreas Hansen og Mathias Würtz.