Kent Nielsen om SIF: Gode værdier og flot talent-set-up
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Kent Nielsen om SIF: Gode værdier og flot talent-set-up

Kent Nielsen glæder sig til at blive en del af Silkeborg IF, når han er blevet sin ankelskade kvit.

Tirsdag kunne 1. divisionsklubben Silkeborg IF meddele, at klubben med øjeblikkelig virkning havde valgt at ophæve samarbejdet med cheftræner Peter Sørensen. Nu er der så kommet en trænerløsning på plads.

Silkeborg IF har nemlig onsdag præsenteret den erfarne Superliga-træner Kent Nielsen som ny cheftræner - men først om ét år.

I første omgang tiltræder Michael Hansen som midlertidig cheftræner, da Kent Nielsen på grund af en ankeloperation og efterfølgende genoptræning først kan stå i spidsen for Silkeborg fra 1. juni 2019.

Og det ser han frem til:

- Jeg glæder mig til opgaven i Silkeborg og være med til at præge og indfri de sportslige mål, som klubben har. Jeg kender SIF som en sund klub med gode værdier og et flot talent-set-up. Når man som jeg har været med i en del år, så er der en stor tilfredsstillelse i at være med til at udvikle nye spillere. SIF har med salg af profiler som Robert Skov, Jens Martin Gammelby og Sammy Skytte vist, at klubben gør et flot stykke talentarbejde.

- Det ser jeg frem til at blive en del af. Jeg bliver dog ikke en del af hverdagen i klubben før næste år, hvor jeg igen vil være fysisk fit for fight. Indtil da skal Michael Hansen og den øvrige sportslige stab have ro til at udføre den opgave, de er ansat til. Men jeg vil følge meget interesseret med fra sidelinjen, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

Kent Nielsen har senest været træner i OB, hvor han i maj blev afskediget efter tre år i spidsen for fynboerne. Tidligere har han været cheftræner i både AaB, Brøndby, AC Horsens og AGF.