Video : Tipsbladet
1. division

Ny angriber i 1. division? Silkeborg tester amerikansk teenager

Benji Kikanovic skal de kommende ti dage forsøge at tilspille sig en kontrakt i Silkeborg IF. Den 18-årige amerikaner er angriber.

I disse dage har Silkeborg IF besøg fra den anden side af Atlanterhavet. Benji Kikanovic går til daglig på universitetet og spiller i den bedste amerikanske college-række, men i de kommende 10 dage skal han vise sig frem i den danske 1. division.

Silkeborg oplyser selv på klubbens hjemmeside, at Kikanovic i dag trænede med holdet for første gang. Sportschef Jesper Stüker skal nu vurdere, om angriberen skal blive længere end den indledende halvanden uge.

- Vi har fået anbefalet at se nærmere på Benji igennem nogle kontakter. For os er det en spændende mulighed for at kigge nærmere på niveauet hos et af de unge amerikanske talenter, som endnu ikke er en del af draft-systemet, som de har i USA, siger Jesper Stüker.

18-årige Benji Kikanovic er freshman, altså førsteårsstuderende, på California State University, Sacramento. Eller bare Sacramento State i daglig tale. Han læser kommunikation som hovedfag, og der går endnu nogle år, før han er færdig med sin uddannelse og dermed klar til draften.

Den finder sted i januar, og for en uge siden blev en dansker draftet til Toronto FC. Læs om Patrick Bunk-Andersens vej til Major League Soccer her.