Brock-Madsen scorer kasser i Holland: Der er kommet flere muligheder
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Brock-Madsen scorer kasser i Holland: Der er kommet flere muligheder

Den danske angriber Nicolai Brock-Madsen scorede ikke i hele efteråret. I foråret har han scoret seks gange for PEC Zwolle.

Nogle gange er fodbold et finurligt spil, og det kan den danske angriber Nicolai Brock-Madsen formentlig også skrive under på.

Den danske angriber fik kritik og spillede et dårligt efterår, hvor det ikke blev til en eneste scoring i ligaen for PEC Zwolle, som han er udlejet til, men i 2017 har den danske angriber leveret varen foran kassen og har scoret seks gange i Æresdivisionen og ligner pludselig en helt anden spiller.

Brock-Madsen har scoret flere kasser end både Kasper Dolberg og ligatopscorer Nicolai Jørgensen i foråret.

- Nu spiller vi mere på modstanderens halvdel, og der kommer også flere chancer, siger Nicolai Brock-Madsen til Voetbal International om sin gode form:

- Jeg er ikke Lionel Messi, der modtager bolden og dribler fra midten af banen og forbi fem mand, siger han.

Danskeren, der er udlejet af Birmingham og tidligere har spillet i Randers, nyder den succes, han har lige nu. Men han ved også godt, at han skal kæmpe for succesen.

- Kasper Dolberg er en bevægelig type og en spiller, der nemt glider forbi en modstander. Jeg er stærk og skal være en target man. Derudover skal jeg arbejde i 90 minutter. Jeg skal sørge for at skabe plads til andre, siger Brock-Madsen.

Danskeren skal som udgangspunkt tilbage til Birmingham til sommer, men indtil videre har han ikke indgået i planerne i klubben fra the Championship, og spørgsmålet er, om han kommer til at gøre det efter sommeren, eller om han til sommer skal finde en ny klub.