Nicklas Pedersen tvunget til karrierestop: Siger farvel i aften
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Nicklas Pedersen tvunget til karrierestop: Siger farvel i aften

En knæskade har tvunget Nicklas Pedersen, der spillede 13 landskampe og scorede ét mål, til at stoppe karrieren. Han taget afsked med FC Emmen i aftenens kamp, som samtidig er sæsonens sidste.

Den tidligere landsholdsspiller Nicklas Pedersen har fået meget af sin karriere ødelagt af skader, så det er på sin egen tragiske vis ikke så overraskende, at det også er en skade, der sætter et tidligt stop for hans virke som professionel fodboldspiller. I en alder af 31 år.

FC Emmen, hvor Pedersen har tilbragt denne sæson, skriver på sin hjemmeside, at angriberen er blevet anbefalet af lægen at trække sig tilbage. Hans knæ er for beskadiget til at fortsætte med at spille på topniveau.

Derfor takker Nicklas Pedersen af med en æresrunde i aften, når Emmen spiller sæsonens sidste kamp hjemme mod Groningen. Som passende nok var den første udenlandske klub, danskerne kom til, da FC Nordsjælland solgte ham for 10 år siden.

Siden har han været i Mechelen, Gent, Oostende, Mechelen igen og til sidst altså Emmen. Her har han spillet 12 kampe i denne sæson og scoret 4 mål. Den knæskade, der nu tvinger ham til karrierestop, har holdt ham ude siden januar.

Allerede i februar kunne Nicklas Pedersen se skriften på væggen.

- Det er forfærdeligt, og jeg er selvfølgelig trist og frustreret. Det samme er de i klubben, og jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe til i resten af sæsonen. For mit vedkommende er det anden gang, jeg pådrager mig en korsbåndsskade. Jeg håber selvfølgelig at vende tilbage til mit gamle niveau igen, for fodbold er mit liv, men hvis lægerne siger, at risikoen er for stor for mig, så gør jeg det ikke, sagde han dengang.

Nicklas Pedersen nåede 13 A-landskampe og 1 mål for Danmark.