Video : Tipsbladet
Benelux

Rigmand vil købe Nice: Trækker Dolberg-handel i langdrag

En stor kemivirksomhed arbejder på at overtage Nice, og det får Kasper Dolberg-handlen til at trække i langdrag.

Kasper Dolberg står på tærsklen til at forlade AFC Ajax, og det er en offentlig hemmelighed, at Nice har krogen ude efter den danske angriber. Dolberg vil også gerne til Frankrig, og dermed skulle man tro, at det bare var om at få skrevet papirene under. 

Der er imidlertid nogle andre papirer, der skal underskrives først.

Kicker melder, at Kemivirksomheden Ineos med den britiske milliardær Jim Ratcliffe i spidsen arbejder på at overtage hovedparten af aktierne i Nice, men det trækker ud med en afklaring, og det har sendt Kasper Dolberg i venteposition. Det er nemlig en del af den pose penge, Jim Ratcliffe kommer med, der skal bruges på den danske angriber.

Kasper Dolberg foretrækker at skifte til Nice og er derfor indstillet på at have is i maven, men i kulissen spøger også Bundesliga-klubben Hoffenheim, der tidligere på sommeren købte Robert Skov. Hoffenheim har hollænderen Alfred Schreuder som cheftræner, og han har en fortid som assisterende træner i AFC Ajax. Han kender dermed Kasper Dolberg indgående og vil gerne have ham til Tyskland.

Det har tidligere været fremme, at 21-årige Kasper Dolberg koster 150 millioner kroner.