Dortmund: Mkhitaryan bliver hos os
Bundesliga

Dortmund: Mkhitaryan bliver hos os

Henrikh Mkhitaryan får ikke lov til at forlade Dortmund denne sommer, fortæller klubbens administrerende direktør, Hanz-Joachim Watzke.

Henrikh Mkhitaryan er blevet rygtet til Arsenal, Chelsea og Manchester United de seneste uger efter en flot sæson hos Dortmund, hvor han blev noteret for 23 scoringer.

Den 27-årige playmaker har desuden kontraktudløb med Bundesliga-klubben efter næste sæson, og ifølge rygterne skulle Dortmund have været klar til at acceptere Manchester Uniteds bud på £19 millioner.

Det er dog ikke tilfældet, og klubbens administrerende direktør, Hanz-Joachim Watzke, fortæller, at armeneren ikke kommer til at skifte klub denne sommer.

- Vi har forhandlet med Henrikh Mkhitaryan i fire måneder om en kontraktforlængelse. Nu ved vi, at den ikke bliver forlænget, og det var aldrig vores hensigt, at han skulle forlade os før tid.

- Vi har diskuteret en tidlig transfer med alle i klubben og er nået frem til, at Mkhitaryan bliver i Dortmund til næste sæson, lyder det over for Bild.

Dortmund har allerede solgt profiler som Ilkay Gündogan og Mats Hummels, og Mkhitaryans agent, Mino Raiola, har efterfølgende udtalt, at Dortmund har ændret synspunkt af frygt for kritik fra fansene.