Kasper Hjulmands gamle klub Mainz fortsatte den seneste gode periode, da de her til aften slog Schalke 04 med 2-0.
Inden kampen havde Mainz blot tabt en enkelt af de seneste seks kampe, og klubben var nået helt op på ligaens 11. plads. Men modstanderen Schalke 04 kæmper om Europa-pladser længere oppe i tabellen, og derfor var der umiddelbart en svær kamp i udsigt.
Kampen startede roligt ud, men da først Mainz kom i gang, blev de rigtig effektive. Stefan Bell stod det helt rigtige sted efter 28 minutter på en ripost og kunne sikkert sende Mainz i front 1-0.
Og da han nu var blevet varm, kunne han lige så godt fortsætte. Allerede tre minutter senere var han nemlig igen på pletten. Et højt hjørnespark blev sendt bagerst i feltet, hvor Stefan Bell kom højest og kunne sendte Mainz på 2-0 med et kraftfuldt hovedstød.
Den føring kom Schalke sig aldrig over. Sejren betyder, at Mainz rykker op på en 8. plads, fem point efter aftenens modstander.