Hoffenheim snupper Freiburgs målmand
Illustration
Bundesliga

Hoffenheim snupper Freiburgs målmand

Freiburgs vigtige sidste skanse Oliver Baumann skifter til ligakollegerne fra Hoffenheim.

Det har været under opsejling længe, og nu er det så en realitet. Hoffenheim har hentet Freiburgs målmand Oliver Baumann, der har skrevet en fire-årig kontrakt med Jannik Vestergaards tyske klub.

Dermed lukker Baumann et alvorligt hul hos Hoffenheim, der for to år siden investerede i Tim Wiese, der aldrig blev en succes, hvorfor man lejede Tottenham-reserven Heurelho Gomes, der hurtigt blev skadet, og i denne sæson har det så primært været op til den 21-årige belgiske målmand Koen Casteels, der har lukket et hav af mål ind bag et forsvar, der heller ikke har været prangende.

- Oliver Baumann giver os endnu mere stabilitet med sin erfaring fra mere end 130 Bundesliga-kampe og sin ubestridte, sportslige klasse. Derudover er vi sikre på, at Oliver som type vil passe godt ind på vores unge hold. Vi er meget lykkelige for, at han har besluttet sig for Hoffenheim og vores vej, siger Hoffenheim-direktør Alexander Rosen til klubbens hjemmeside.

Oliver Baumann har spillet for Freiburg, siden han var ni år. Han laver nu et sceneskifte til økonomisk bedre stillede Hoffenheim, der sluttede fem pladser over Freiburg i den forgangne Bundesliga-sæson.