Krisen mellem Bayern-lægerne og Guardiola begyndte allerede i november
Det fik mange til at spærre øjnene op, da Bayern Münchens legendariske læge Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt sagde op i klubben og tog hele sin stab med sig. Det kom efter Bayerns nederlag på 1-3 i Champions League mod Porto. Her fik de mange skader og dermed lægestaben skylden for nederlaget.
Dermed var næsten 40 år med Müller-Wohlfahrt som læge i klubben slut. Men det hele væltede ikke bare på dén aften. Det hele begyndte i november, hvor den tyske verdensmester Philipp Lahm blev skadet til træning med en brækket ankel, skriver Daily Mail. Der var dog ingen læger i nærheden, da Hans-Wilhelm Müller Wohlfahrt var på sin egen klinik 12 kilometer væk, som betød, at han ikke kunne tilses af ham.
Siden da har luften mellem Pep Guardiola og Bayern-lægen angiveligt været iskold.
Det vurderes i Daily Mail, at udfaldet med lægerne ude af klubben nu kun vil gøre Pep mere magtfuld i klubben. Det skulle endda ifølge en insider i Bayern være helt sikkert, at klubben vil gøre alt for at forlænge kontrakten med ham, så han ikke ender i en anden klub, hvor Manchester City har været nævnt.
Bayern München spillede sin første kamp lørdag efter lægernes opsigelse, hvor det blev til en sejr på 2-0 over Hoffenheim.