Video : Tipsbladet
Champions League

Cesc Fabregas: Føler mig næsten mere engelsk end spansk

Cesc Fabregas mener, at skiftet til Monaco kommer på det rette tidspunkt. Han kommer dog til at savne England.

Cesc Fabregas tog i sidste uge afsked med Chelsea og England, da han skiftede til franske Monaco. Allerede to dage efter sit skifte fik han debut for de kriseramte monegaskere, da han og Monaco fik et flot 1-1 resultat med fra Stade Velodrome og Marseille. 

Fabregas har spillet 13 år af sin karriere i det engelske, og selvom han føler sig godt tilpas med skiftet, så er det stadig vemodigt for spanieren at tage afsked med det land, hvor han fik sit gennembrud som fodboldspiller. 

- Jeg synes, at det var et godt tidspunkt at forlade Premier League efter 501 kampe i England. Men det har selvfølgelig ikke være let at sige farvel efter 13 år i England, hvor jeg har vundet mange trofæer foran nogle fantastiske fans. Nogle gange føler jeg mig mere engelsk end spansk, siger Cesc Fabregas ifølge Marca. 

I Frankrig bliver Fabregas forenet med sin tidligere holdkammerat Thierry Henry, der er træner i Monaco.

- Jeg tænkte længe over det, og jeg evaluerede alle mine muligheder. I sidste ende fandt jeg dog ud af, at Monaco var den bedste beslutning. Ligue 1 er en af de bedste ligaer i Europa, men i sidste ende er fodbold jo fodbold, uanset hvor man spiller det, siger Fabregas. 

31-årige Fabregas har skrevet under på en kontrakt med Monaco indtil sommeren 2022.