Video : Tipsbladet
Champions League

Tilbageblik: Da Ronaldo sænkede United på Old Trafford

Det var i Alex Fergusons 27. og sidste sæson som Manchester United-træner, at skotten fik den blandede fornøjelse at byde Cristiano Ronaldo velkommen tilbage på Old Trafford, nu som modstander. Den dengang 28-årige portugiser var igang med sin fjerde sæson i Real Madrid efter rekordskiftet fra Manchester United i 2009, da de to storklubber trak hinanden i Champions League-ottendedelsfinalen i 2012/13-sæsonen.

Spilleren, der den 5. marts 2013 vendte tilbage til Old Trafford som modstander, var en ganske anden end den, der knap ti år tidligere, den 16. august 2003, debuterede for de røde djævle på selvsamme stadion i en alder af 18 år.

Væk var reflekserne i håret, og væk var også de uendelige stepovers og de til tider ineffektive dribleture. Spilleren, der vendte tilbage til det nordvestlige England den marts-aften i 2013 - nu iført en Real Madrid-trøje - var gået fra at være en dribleglad fløjspiller til en uhyggelig effektiv angriber, der nu primært lurede omkring feltet. 46 mål havde Cristiano Ronaldo lavet i La Liga i den forudgående sæson.

Ud over at byde på et gensyn med Old Trafford for Cristiano Ronaldo er ottendedelsfinalerne mellem Manchester United og Real Madrid interessante at se tilbage på i dag. På Manchester Uniteds bænk var Alex Ferguson at finde i sin sidste sæson som træner, mens José Mourinho dengang var i sin sidste sæson som Real Madrid-træner.

Følelsesladet aften på Old Trafford
I den første kamp på Santiago Bernabéu havde Danny Welbeck bragt englænderne i front, men Cristiano Ronaldo havde udlignet, da han hoppede omtrent en meter højere end Patrice Evra og headede bolden ind bag David de Gea.

- At spille mod Manchester United var hårdt, især for mig, men jeg prøvede at være professionel og gøre mit bedste. Jeg jublede ikke, fordi jeg spillede i Manchester i seks år, og det var meget følesesladet for mig, sagde Cristiano Ronaldo til MUTV efter opgøret på Santiago Bernabéu.

- Jeg prøvede bare at gøre mit bedste, at score mål, men jeg jublede ikke, for jeg synes ikke, at det ville være i orden, hvis jeg jublede. 

Inden returkampen på Old Trafford var Cristiano Ronaldo spændt på gensynet med United-tilhængerne.

- Det vil blive fantastisk at spille der igen efter fire år, og det vil blive endnu en følelsesladet kamp, sagde portugiseren til goal.com dengang.

Da Cristiano Ronaldo trådte ind på Old Trafford iført Real Madrid-trøjen blev han modtaget med den nok varmeste og mest larmende modtagelse, som United-tilhængerne har givet en tidligere spiller.

Real Madrid-spilleren så tydeligt berørt ud og slog hånden i brystet. Cristiano Ronaldo var da også fraværende i kampens første 25 minutter, inden José Mourinho hev ud ham ud til sidelinien og indgød lidt gejst i ham. 

Første halvleg endte uden mål, men kort inde i anden halvleg var Sergio Ramos uheldig med at lave selvmål. Stemningen på Old Trafford blev herefter endnu mere forrygende, lige indtil kampens tyrkiske dommer, Cüneyt Çakır, gav Nani et direkte rødt kort, som fik Alex Ferguson til at løbe ned mod fjerdedommeren i raseri. 

Luka Modric udlignede for Real Madrid efter 66 minutter med et drøn, der ramte stolpen på vejen ind. Og blot tre minutter senere faldt afgørelsen, da Gonzalo Higuaín fandt Cristiano Ronaldo ved bagerste stolpe.

Portugiseren fik sendt bolden i nettet, og luntede om bag målet, hvor han holdt sine hænder undskyldende i vejret, mens hans Real Madrid-holdkammerater omfavnede ham. 

Respekten mellem Ronaldo og Ferguson
Med en mand i undertal lykkedes det ikke Manchester United at komme tilbage. Alex Ferguson var efter kampen - som blev skottens sidste i Champions League - for skuffet til at tale med pressen, mens José Mourinho, der tilsyneladende forsøgte at tale sig ind i United-tilhængernes hjerter - med henblik på en fremtidig jobmulighed i klubben - udtalte, at det bedste hold havde tabt.

Cristiano Ronaldo ville efter sejren gerne erkende, at den varme modtagelse havde påvirket hans præstation.

- Det var et emotionelt øjeblik. Jeg kan kun sige et ord: utroligt. United-tilhængerne fik mig til at føle mig genert, så i disse to kampe spillede jeg ikke, som jeg plejer at spille. Ikke på det samme niveau. Jeg er glad for, at Real Madrid er videre, men jeg er også ked af det, fordi United er ude, sagde Cristiano Ronaldo dengang til The Telegraph.

Efter Cristiano Ronaldo forlod Old Trafford er det kun blevet tydeligere, hvor stor en gensidig respekt, der er mellem Alex Ferguson og den nuværende Juventus-spiller. Efter salget i 2009 var Ferguson ikke i tvivl om portugiserens betydning.

- Salget af Cristiano er et massivt tab. Jeg har intet andet end ros tilovers for knægten. Han er uden tvivl den bedste spiller i verden. Han er bedre end Kaka og bedre end Messi. Han er langt foran alle de andre, sagde Alex Ferguson dengang til Irish Times.

Alex Ferguson trænede i sin lange karriere som United-træner spillere som Eric Cantona, David Beckham og Roy Keane, men i sin selvbiografi var skotten ikke i tvivl. 

- Cristiano overgik alle de andre store, jeg trænede i United. Og der var mange store, skrev den legendariske træner.

At respekten er gensidig, har der aldrig været tvivl om. Cristiano Ronaldo har ofte omtalt Ferguson som en faderfigur, og gav udtryk for sin store bekymring, da Ferguson tidligere på året var hospitalsindlagt.

- I starten var han så vigtig for min udvikling, fordi jeg skiftede fra Sporting til Manchester og havde den portugisiske mentalitet. For mange stepovers, og jeg var stadig ikke god til at træffe de rigtige beslutninger på banen. Så han lærte mig, hvordan jeg skulle spille, har Cristiano Ronaldo sagt til streamingtjenesten DAZN.

- I Premier League falder de ikke så let, de er hårde. Som jeg har sagt mange gange, så lærte han mig alt. Han var som en far for mig. Han hjalp mig virkelig meget i Manchester United.

Når Cristiano Ronaldo på tirsdag vender tilbage til Old Trafford som modstander for anden gang, bliver det denne gang ikke til et gensyn med Ferguson på United-bænken. Det bliver dog til et gensyn med en anden tidligere træner: José Mourinho. Forholdet mellem de to portugisere var også præget af gensidig respekt, omend det var noget mindre varmt.

Spændende bliver det i hvert fald at følge, om United-tilhængerne igen kan få succes med at gøre Cristiano Ronaldo så følelsesladet, at det går ud over hans præstation.