Cristiano Ronaldo er rent klubmæssigt særdeles godt med i disse måneder. Sammen med Real Madrid vandt han i sidste sæson endelig den 10. triumf i Champions League, og torsdag fik han så den store hæder at blive kåret som sidste sæsons bedste fodboldspiller i Europa.
De øvrige kandidater var Manuel Neuer og Arjen Robben, og vinderen blev fundet gennem en afstemnng blandt 54 journalister fra hvert af UEFA's medlemslande. Den danske repræsentant i den forsamling var Troels Bager Thøgersen, der er chefredaktør for Tipsbladet, og han satte ligesom flertallet sin stemme på den portugisiske verdensstjerne fra Real Madrid.
- Jeg har stemt på Cristiano Ronaldo, fordi det, han præsterede i sidste sæson, simpelthen var unikt. Real Madrid var under et enormt pres for at præstere og vinde La Decima, og han havde en stor andel i, at klubben gik hele vejen og vandt trofæet. Han var måske ikke så god i finalen, men han var grunden til, at de overhovedet kom så langt. Han var ganske enkelt bedre end de andre kandidater, fortæller han fra Monaco.
Cristiano Ronaldo vandt tidligere på året også FIFA Ballon d'Or for prisen som årets fodboldspiller i verden 2013. Angriberen scorede i sidste sæson 17 mål i Champions League-turneringen.