Video : Tipsbladet
Champions League

Fekir sikrede Lyon avancement i ukrainsk snevejr

Lyon lykkedes med at få det ene point i udekampen mod Shakhtar Donetsk, som klubben skulle bruge for at gå videre fra gruppespillet i Champions League.

Mens Manchester City allerede havde sikret sig videre avancement fra gruppe F i Champions League, var det helt åbent, om det skulle være Hoffenheim eller Lyon, som fulgte med den engelske storklub videre.

De to klubber mødtes i Ukraines hovedstad, Kiev, og her var det straks Lyon, som tog dirigentstokken og var klart det farligste hold. Alligevel var det dog Shakhtar Donetsk, som tog føringen efter 22 minutter, hvor Junior Moraes tæmmede et indlæg fra Ismaily og sparkede bolden ind bag Anthony Lopes.

Lyon pressede gevaldigt på for at få udlignet, men da de to klubber gik til pause, var det med Shaktar Donetsk i front på måltavlen, og dermed var den ukrainske mesterklub også på vej videre fra gruppen.

Efter pausen fortsatte den franske klub med at presse på, og midtvejs i anden halvleg gav det pote, da Memphis Depay fandt Nabil Fekir med en aflevering skråt tilbage i feltet, og herefter sparkede den franske landsholdsspiller bolden ind i det fjerneste hjørne. 

Mod slutningen pressede Shakhtar Donetsk på for at få den scoring, som ville sende hjemmeholdet videre, men det lykkedes ikke, og mens sneen fortsat dalede ned fra himlen, rindede tiden også ud - til stor, stor jubel for Lyon-spillerne. 

I den anden gruppekamp vandt Manchester City 2-1 på hjemmebane mod Hoffenheim. Den engelske storklub vinder dermed gruppen med 13 point, mens Lyon bliver toer med otte point. Shakhtar Donetsk avancerer til Europa League i foråret via en tredjeplads.