Video : Tipsbladet
Champions League

Jublende Klopp: Det er større end jeg troede

Jürgen Klopp var i tvivl om, hvor meget en sejr over Chelsea i UEFA's Super Cup egentlig ville betyde. Det ved han nu

Da Liverpools nye målmand Adrián tog det sidste forsøg fra Chelseas Tammy Abraham i straffesparkskonkurrencen i UEFA's Super Cup, løb samtlige spillere og trænere jublende ned til den spanske målmand - inklusiv manager Jürgen Klopp.

Et tydeligt bevis på, at sejren og trofæet havde stor betydning for Champions League-vinderne, men faktisk var Klopp før kampen i tvivl om, hvor meget det ville betyde for klubben. Det fortalte han efter kampen til Liverpools hjemmeside.

- Før kampen vidste jeg ikke, hvor stor denne kamp ville føles. Det ved jeg nu, og det er fantastisk. Hvis jeg igen skulle stå i denne kamp - og det ville være godt, for det betød, at du har vundet noget - vil jeg nu føle mig mere erfaren, fortæller den karismatiske tysker.

Liverpool har nu vundet både Champions League og Super Cuppen, men har samtidig glippet både det engelske mesterskab og Community Shield, begge to til Manchester City. Ikke desto mindre godkender Jürgen Klopp de seneste måneders trofæhøst.

- Som jeg sagde, er det rigtig godt. Men det handler ikke om mig. Det handler om at gøre noget for folk. I fire muligheder de seneste tre måneder, har vi vundet to trofæer. Det er godt, det er mere end OK, mener Jürgen Klopp.

Nu skal Liverpool fortsætte jagten på sølvtøj, hvor de naturligvis vil være at finde i Champions League, mens de også forventes at kæmpe med om Premier League-titlen igen i år. Her fik de en god start med en sejr på 4-1 over Norwich i første runde, som de skal forsøge at følge op mod danskerklubben Southampton på lørdag.