Video : Tipsbladet
Champions League

Målmandstræner afslører: De Gea forbereder sig specielt på Messi

Manchester Uniteds målmandstræner, Emilio Alvarez, fortæller, at David De Gea forbereder sig ekstra godt og helt specielt, når han skal stå overfor Lionel Messi.

Manchester United stor foran en meget svær opgave tirsdag aften. Her møder de Barcelona på udebane i Champions Leagues kvarfinaler, og da det første opgør endte med en 0-1 sejr til spanierne, skal United til Barcelona og levere overraskelsen. 

Der hersker ingen tvivl om, at Barcelonas ubestridte superstjerne er den argentinske troldmand Lionel Messi. Det er de klar over i United-truppen, og derfor bliver der forberedt sig ekstra godt på Messis magi. Især på målmandsposten. 

- Alle ved, at en af David De Geas styrker er hans evne til at lukke af mentalt, der er han utrolig stærk. Når vi står overfor Messi, er vi nødt til at gøre noget anderledes. Vi har arbejdet mere specifikt på Messi med David, og der er bare mere, man skal fokusere på, når man står overfor Lionel Messi, siger målmandstræner Emilio Alvarez til Cadena SER. 

Målmandstræneren vil dog af gode grunde ikke ud med, hvad der specifikt arbejdes på inden mødet med Messi og Barcelona. 

- Jeg ville ikke lyve, hvis jeg sagde, at vores forberedelse er meget speciel. Jeg har arbejdet i La Liga i mange år, både med David og andre keepere. Jeg kan ikke benægte, at man skal være enormt detaljeorienteret med Lionel Messi. Det handler om, at vi skal give keeperen så mange værktøjer og data som muligt, siger Emilio Alvarez. 

Opgøret mellem Barcelona og Manchester United fløjtes i gang kl 21.00 tirsdag aften.