Video : Tipsbladet
Champions League

Mourinho før Valencia: Forventer Pogba gør en forskel

Paul Pogba vil være at finde i startopstillingen for Manchester United i onsdagens CL-opgør mod Valencia, og cheftræner Jose Mourinho har store forventninger til franskmanden.

Manchester United har allerede kvalificeret sig til 1/18-delsfinalerne i Champions League, men onsdag har De Røde Djævle chancen for at vinde gruppen, hvis de slår Valencia på udebane, og Juventus snubler mod Young Boys.

Den portugisiske manager kommer sandsynligvis til at sende nogle reserver i aktion, og på tirsdagens pressemøde løftede han sløret for en af de lidt mere profilerede ”reserver”, der er blandt hans startende 11 onsdag.

Franske Paul Pogba, der har været bænket i de seneste to kampe mod Arsenal og Fulham, er på banen fra start, og Mourinho forventer en fremtrædende præstation fra franskmanden.

- Jeg ser frem til, at han (Pogba, red.) spiller godt og har en god indflydelse på kampen og på holdet, siger Mourinho ifølge Sky Sports.

- Jeg håber, folk som Paul og nogle andre, der normalt er på holdet og har mange meter i benene, har et godt niveau og en positiv betydning for hele holdet.

Valencia og Manchester United spiller onsdag aften med kampstart klokken 21.00.