Video : Tipsbladet
Champions League

Vil blokere for Real Madrid: Fransk klub har plan for stortalent

Rennes har lagt en plan for, hvordan man skal sikre sig, at Real Madrid ikke løber med klubbens purunge midtbanespiller, Eduardo Camavinga.

Eduardo Camavinga er en af de mest lovende og eftertragtede spillere i Europa, og Rennes ved det.

Den blot 17-årige midtbanespiller har slået sit navn fast i Frankrigs bedste fodboldrække med 25 Ligue 1-optrædener for Rennes i denne sæson, og klubben fra Bretagne agter ikke at miste deres stjernefrø allerede nu, selv om det er klubber i Real Madrids størrelse, der kædes sammen med Camavinga.

Særligt spanierne er således interesseret i Camavinga, og forleden skrev spanske AS, at det sågar er Camavinga, man går efter til sommer, hvis det ikke lykkes at få Paul Pogba til Madrid.

Men sådan ønsker Rennes altså ikke, at det kommer til at gå, og man har derfor lagt en plan for, hvordan man skal lykkes med at holde på den purunge midtbanespiller i yderligere en sæson.

Planen søsatte man allerede i sommer, hvor kontrakten med Camavinga blev forlænget til 2022, og nu går man så benhårdt efter at overbevise spillerens forældre om, at han ikke skal skifte klub endnu.

Ifølge Marca er forældrene nemlig af den overbevisning, at det vil vil være for tidligt for deres søn at skifte til udlandet allerede til sommer.

L'Equipe har tidligere berettet, at Rennes forlanger minimum 750 millioner kroner, hvis de på nogen måde skal lokkes til at sælge.