Bedst og værst: Nicolaj Thomsen er meget langt fra topformen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Bedst og værst: Nicolaj Thomsen er meget langt fra topformen

Tipsbladet.dk har set nærmere på Europa League-opgøret mellem FC København og Bordeaux.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

FC København - Bordeaux 0-1 (0-0)
0-1 Jimmy Briand (74.)

Kampens Bedste:

FC København
Carlos Zeca spillede en ganske fin kamp på den centrale midtbane hos "Løverne". Grækeren var okay i boldbesiddelse, men spillede til tider en anelse for langsomt, men han havde sammen med Rasmus Falk overtaget centralt på midtbanen. Ikke mindst fordi han spillede fremragende, når FC København ikke havde bolden. Han erobrede og kom i vejen for meget, og det var med til at sikre et københavns overtag på den centrale midtbane og i kampen generelt. Også Dame N'Doye var fremragende for det danske mandskab.

Bordeaux:
Ligesom FCK var det kun en sejr, der talte for Bordeaux, men det var ikke til at se på spillet. Det franske mandskab spillede ikke nogen specielt stor kamp. Mange præstationer var på det jævne. Venstre back Maxime Poundje leverede en fin indsats over for duoen Robert Skov og Peter Ankersen, der har mange forcer offensivt. De to danskere kom frem til lidt i første halvleg, men i anden halvleg var der lukket af i Bordeaux' venstre side.

Kampens værste:
Det var ikke sådan en af de kampe, hvor der for alvor var ringe præstationer. Mange var på det jævne. En af de spillere, som man måske godt kan forvente lidt mere fra, er Nicolaj Thomsen. Jo, den teknisk stærke midtbanespiller vandt en hovedstødsduel og spillede Dame N'Doye fri til en afslutning, som træf stolpen. Men hvor er det fantastiske drive med bolden, udfordringerne og de skarpe afleveringer frem i banen? Det har man ikke set fra Nicolaj Thomsen i lang tid, og det er en skam. For det var det, der gjorde ham til så fantastisk en spiller i AaB og i dele af tiden i Nantes. I dommerens tillægstid havde Thomsen en godkendt afslutning, men symptomatisk for Thomsens kamp blev forsøget pillet af den franske keeper. Pieros Sotiriou var heller ikke god.

Kampens detalje:
Jimmy Briand er efterhånden en rutineret herre, så han ved naturligvis også, hvor målet står. Først snød indskiftede Yann Karamouh to FCK'ere i Bordeaux' højre side, og han trak ind i FCK-feltet, smed en flad bolden ind foran det danske holds mål, hvor Briand med hælen bag om støttebenet guidede bolden i mål. Et af de få flotte øjeblikke og kampens detalje på en kold aften, hvor fodbolden ikke var specielt underholdende. Målet kom i øvrigt bare et par minutter efter, at Robert Skov havde afsluttet på stolpen, så bolden efterfølgende trillede på Bordeaux-stregen. Uden at gå i nettet.