Europa League

Cornelius tror på mål

FC København-angriber Andreas Cornelius mener, der er mål i luften mod Molde i morgen.

Den eventyrlige historie om målmaskinen Andreas Cornelius, der få måneder siden var et ukendt ansigt i dansk fodbold, kommer til at fortsætte. I hvert fald er spilleren fuld af selvtillid, når det kommer til score mål.

FC Københavns 19-årige angriber har scoret syv gange i Superligaens første ni kampe, og i morgen mod Molde kan det godt ske, at der bliver tilføjet en europæisk scoring til statistikken.

- Holdet skal tro på, at jeg ligger klar i feltet, og jeg skal nok score, når chancerne kommer, siger selvsikre Andreas Cornelius til DR Sporten.

Angriberen, som også allerede har fået sin landsholdsdebut, forventer en svær opgave mod Molde. Han peger dog på, at weekendens 2-1 sejr over FC Nordsjælland giver et boost op til kampen mod nordmændene i Europa League.

- Vi skal ud og sætte os på kampen og spille hurtigt, forklarer Andreas Cornelius.

FC København spiller i morgen hjemme i Parken.