Fjendetjek: Fyret FC Hjørring-spiller skal stoppe FCK
Foto: Getty Images
Europa League

Fjendetjek: Fyret FC Hjørring-spiller skal stoppe FCK

Tipsbladet.dk har kigget nærmere på FC Sheriff-mandskabet. På holdet gemmer sig blandt andet en fyret FC Hjørring-spiller og en meget målfarlig midtbanemand.

FC København hentede et point i det første Europa League-opgør mod Lokomotiv Moskva for to uger siden, og torsdag skal de danske mestre forsøgte at sikre den første sejr, når mesterholdet fra Moldova, FC Sheriff, venter på udebane.

FC Sheriff mødte ligesom FC København FK Qarabag i Champions League-kvalifikationen, og ved den lejlighed blev det 0-0 i Aserbajdsjan, mens Qarabag vandt 2-1 over FC Sheriff i Moldova. For FC Københavns vedkommende blev det som bekendt 0-1 på udebane og en 2-1-sejr i Telia Parken.

Det siger lidt om styrkeforholdet mellem FC Sheriff og FC København, men det er naturligvis ikke meget, vi ved om Moldovas fodboldflagskib.

Tipsbladet.dk vil her forsøge at gøre dig lidt klogere og zoome ind på tre spillere, som FC København skal holde ekstra øje med i torsdagens kamp.

Josip Brezovec
Midtbanespiller, 31 år

Den 31-årige kroat må betegnes som en uhyre målfarlig midtbanespiller. Josip Brezovec har scoret mål i hele sin karriere, men det gælder særligt for FC Sheriff. Så sent som i lørdags scorede Brezovec tre mål og lavede to assists for FC Sheriff i 6-3-sejren over Dacia.

Han er aktuelt på andenpladsen på topscorerlisten i den hjemlige liga i Moldova efter 11 kampe - hvor ofte kan man sige det om en central midtbanespiller?

Josip Brezovec scorer mange af sine mål direkte på frispark, og dermed er FC København altså advaret i forhold til at begå for mange af dem tæt på eget mål. Alene i denne sæson har kroaten scoret fire mål på frispark og desuden en række langskudsmål, og det er værd at bemærke, at Brezovec også scorer en del kasser med venstre, selv om hans foretrukne ben er højre.

31-årige Josip Brezovec tørnede en kort overgang ud for Dinamo Zagreb, der er den største klub i Kroatien, men midtbanespillerens succes i storklubben var begrænset. Så gik det noget bedre i HNK Rijeka, som han repræsenterede i fire år inden skiftet til FC Sheriff sidste år.

Jairo
Offensivspiller, 25 år

Jairo de Macedo da Silva bliver for nemhedens skyld blot kaldt Jairo, og han er en af de helt store profiler i FC Sheriff, hvorfor han også spiller med nummer 10 på ryggen. Som nævnt tidligere i denne artikel lavede kroatiske Josip Brezovec hattrick for FC Sheriff i 6-3-sejren over Dacia i weekenden, og Jairo noterede sig ligeledes for et hattrick i kampen.

Jairo, der kan begå sig på begge kanter og i angrebet, kom til FC Sheriff forud for denne sæson fra PAOK i Grækenland, og han har foreløbig noteret sig for fire mål i seks kampe. Han er blot lejet af FC Sheriff.

Opholdet i PAOK blev ikke den store succes for Jairo, der tilbragte størstedel af tiden på bænken. Han var således heller ikke med, da grækerne i 2015 ekspederede Brøndby IF ud af Europa League. Før skiftet til PAOK tørnede Jairo ud for slovenske Trencin, hvor han rent faktisk blev hentet ind som afløser for Fanendo Adi, da den nigerianske angriber blev solgt til FC København.

Jairo startede helt fremme som angriber i FC Sheriffs åbningskamp mod FC Zlin i Europa League.

Petru Racu
Forsvarsspiller, 30 år

Petru Racu er formentlig det eneste navn i FC Sheriff-truppen, der ringer en klokke hos danske fodboldfans, og det vil formentlig kun være hos de allermest nørdede. Eller folk fra Nordjylland.

Faktum er nemlig, at Petru Racu tidligere har tørnet ud for FC Hjørring, som i 2013 skiftede navn til Vendsyssel FF. Forsvarsspilleren blev hentet til FC Hjørring i 2012, og han nåede at spille to kampe for klubben. En 0-0'er mod FC Fredericia og en 3-0-sejr over FC Vestsjælland tog Racu med sig fra Danmark.

Grunden til, at Petru Racus ophold i Danmark blev så kort, skyldes ganske enkelt, at han blev fyret af FC Hjørring efter kun et par måneder. Racu blev udtaget til to venskabskampe for Moldova, men FC Hjørring nægtede at frigive spilleren til landsholdet. Petru Racu gik imidlertid imod ordren og spillede kampene for Moldova - da han vendte tilbage til Danmark, var det til en fyreseddel hos arbejdsgiveren.

Petru Racu skiftede til FC Sheriff forud for denne sæson, og han har allerede scoret to mål for klubben. Torsdag skal han slås med Pieros Sotirou, Andrija Pavlovic og de øvrige FCK-spillere i offensiven.