Video : Tipsbladet
Europa League

Overblik: Sådan gik det de danske spillere i Europa League

Af de 19 danske spillere, der optræder for udenlandske klubber i Europa League, var 12 torsdag aften i aktion. Frederik Rønnow fik sjælden spilletid, mens Joakim Mæhle var med til at slå Besiktas med 4-2 i Tyrkiet. Nicklas Bendtner blev udskiftet i Rosenborgs skuffende 3-0-nederlag i Østrig.

Mens FC København skuffede ved at tabe til Slavia Prag i Parken, var der rundt omkring i Europa tolv danske spillere i aktion i 3. runde af Europa League-gruppespillet. 

Det blev i denne runde ikke til danskerscoringer, men spillere som Frederik Rønnow, Joakim Mæhle og Andreas Christensen var med til at spille deres klubber tættere på avancement. 

Her kan du se, hvordan det gik for de 19 danskere i de udenlandske Europa League-klubber i 3. spillerunde af gruppespillet:

Andreas Maxsø, FC Zürich: Fuld tid.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller var med til at slå Bayer Leverkusen med 3-2, og schweizerne indtager nu førstepladsen i gruppe A, hvor de har maksimumpoint.

Yussuf Poulsen, RB Leipzig: Indskiftet i det 90. minut.
Den danske angriber fik de sidste par minutter, da Celtic blev slået med 2-0.

Nicklas Bendtner, Rosenborg: Udskiftet i det 56. minut.
Angriberen startede inde i 3-0-nederlaget til Red Bull Salzburg i Østrig, men blev udskiftet ved stillingen 2-0.

Mike Jensen, Rosenborg: Udskiftet i det 71. minut.
Skiftet ud, da nordmændene var bagud med tre. Rosenborg har nul point efter tre kampe.

Andreas Cornelius, Bordeaux: Ikke i truppen.
Angriberen var ikke klar efter sin skade, da Bordeaux tabte 2-1 til Zenit Sankt Petersborg i Rusland. 

Lukas Lerager, Bordeaux: Sad på bænken.
Så på fra sidelinien. Franskmændene ligger sidst i gruppe C med nul point.

Frederik Rønnow, Eintracht Frankfurt: Fuld tid.
Målmanden fik sin debut i et europæisk gruppespil, da tyskerne slog cypriotiske Apollon Limassol. Frankfurt fører nu gruppe H med maksimumpoint.

Riza Durmisi, Lazio: Ikke i truppen.
Kantspilleren mangler lige det sidste for at blive sin armskade kvit. Lazio slog Marseille 3-1, og ligger nummer to i gruppe H, hvor de har kurs mod avancement.

Joakim Mæhle, Genk: Fuld tid.
Højrebacken var med til at levere et stort resultat, da belgierne vandt 4-2 over Besiktas i Istanbul.

Marcus Ingvartsen, Genk: Ikke i truppen.
Angriberen var ikke med, men kunne se holdkammeraterne spille sig op på førstepladsen i gruppe I.

Patrick Mortensen, Sarpsborg: Fuld tid.
Angriberen var med til at få 1-1 hjemme mod Malmø.

Matti Lund Nielsen, Sarpsborg: Udskiftet i det 87. minut.
Udskiftet få øjeblikke før nordmændenes sene udligning.

Mikkel Agger, Sarpsborg: Ikke i truppen.
Den tidligere Esbjerg-spiller var ikke med i 1-1-kampen. Sarpsborg og Malmø har nu begge fire point i gruppen, hvor Genk har seks og Besiktas tre.

Lasse Nielsen, Malmø: Fuld tid.
Forsvareren var med i hele kampen i Norge.

Anders Christiansen, Malmø: Udskiftet i det 83. minut.
Udskiftet kort før svenskerne indkasserede det udlignende mål.

Søren Rieks, Malmø: Fuld tid.
Den tidligere Esbjerg-spiller var igen med fra start til slut.

Simon Kjær, Sevilla: Ikke i truppen.
Landsholdsanføreren udgik med en skavank i weekendens kamp mod Barcelona, og var ikke med i Sevillas 6-0-sejr over Akhisarspor, selvom han har trænet med siden da. Spanierne fører nu gruppe J.

Mikkel Duelund, Dynamo Kiev: Sad på bænken.
Den unge dansker så på fra sidelinien, da ukrainerne slog Rennes 2-1 i Frankrig. Dynamo Kiev har nu fem point i gruppe K.

Andreas Christensen, Chelsea: Fuld tid.
Som i Chelseas to første kampe i gruppespillet fik forsvarsspilleren igen fuld tid, da englænderne på hjemmebane slog Bate Borisov 3-1. Chelsea har nu maksimumpoint i gruppe L.