Video : Tipsbladet
Europa League

Ståle Solbakken: Vi spiller en fin kamp

FC København var i perioder lidt i problemer mod Riga hjemme, men fik alligevel en meget vigtig 3-1 sejr.

FC København er meget tæt på at spille sig videre i drømmen om europæisk gruppespil gennem Europa League. Torsdag aften blev det til 3-1 sejr over Riga på hjemmebane, og det til trods for en aften, hvor de danske mestre i perioder var i vanskeligheder.

Et godt stykke inde i anden halvleg var stillingen 1-1, men FC København fik med god fight og moral vendt tingene og brudt de defensive gæster op.

Kampen i det hele taget glæder da også manden i spidsen, Ståle Solbakken:

- Jeg synes faktisk, at vi spiller en rigtig fin kamp. Vi skaber fire store chancer, og det er godkendt. Det er klart, at det havde været fantastisk, hvis vi havde skabt ti chancer mod et hold, der står så lavt, men det er svært, siger Ståle Solbakken til TV3+

Ståle Solbakken valgte undervejs at bringe nyindkøbet Michael Santos i spil, og det havde stor betydning, selvom angriberen er helt ny:

- Det var vigtigt for mig, at vi kunne spille med to angribere. Det var vi nødt til med den måde, Riga ville gå ind til kampen på, mener Solbakken.

Viktor Fischer, Pieros Sotiriou og Mohamed Daramy scorede de tre mål for FC København torsdag aften.