Wilczek efter Derby-nederlag: Vi skal ud og slå Subotica torsdag
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Wilczek efter Derby-nederlag: Vi skal ud og slå Subotica torsdag

Brøndby IF skal besejre Spartak Subotica i Europa League torsdag for at rette op på humøret, fastslår Kamil Wilczek.

Brøndby IF indkasserede sæsonens første nederlag, da de søndag tabte 3-1 til FC København i Parken.

Det skal der rettes op på, når de torsdag tager imod serbiske Spartak Subotica på hjemmebane i Europa League. Selv om de efter en 2-0-sejr i det første opgør kan gå videre med uafgjort, skal der en sejr på kontoen for at rette op på humøret.

Det understreger de blå-gules angrebsprofil Kamil Wilczek, der også glæder sig over, at de skal i aktion igen så hurtigt efter nederlaget til FC København.

- Efter kampen i søndags er det rigtig godt, at der kommer en ny kamp så hurtigt, så vi kan få en chance for at revanchere os. Vi skal ud og slå Subotica torsdag. Vi skal ikke bare sikre os at gå videre samlet – vi skal vinde og rette op på humøret hos både vores fans og os selv.

- Vi går ind til alle kampe for at vinde dem, men på torsdag skal vi have sendt et signal om, at søndagens kamp er ude af systemet, fortæller Wilczek ifølge brondby.com.

Sikrer Wilczek og kompagni sig videre avancement, skal de møde vinderen af opgøret mellem belgiske Genk og polske Lech Poznan. Det første opgør endte 2-0 i belgiernes favør, og de spiller returopgør i Polen torsdag aften.