Video : Tipsbladet
Europa League

Arsenal i ny skuffelse: Taber hjemme mod Frankfurt

Arsenal kunne her til aften spille sig videre til slutspillet i Europa League med en sejr over Frankfurt. Desværre for englænderne, endte det dog med et hjemme-nederlag på 2-1.

Arsenal var i en særdeles fordelagtig position før i dag, med fire point ned til andenpladsen i deres Europa League-gruppe. Den fordel satte de dog over styr i aftenens opgør mod Eintracht Frankfurt, der sluttede 2-1 til tyskerne. 

London-mandskabet stillede ellers med en ganske stærk startopstilling, der også inkluderede klubbens tidligere anfører, Granit Xhaka, som ikke havde spillet i en måneds tid før kampen. 

Første halvleg forløb forholdsvist begivenhedsfattigt - højdepunktet var formentligt, da David Luiz blev udskiftet med sin hårmakker, Matteo Guendouzi, efter tilsyneladende at have tilraget sig en ribbensskade. Spillemæssigt, var det en rimelig lige forestilling. 

Det skulle dog blive til en føring til Arsenal før pausen - i første halvlegs overtid gjorde Pierre-Emerick Aubameyang det til 1-0, efter fint forarbejde af unge Gabriel Martinelli. 

Ti minutter inde i anden halvleg stoppede legen dog for Arsenal, da japanske Daichi Kamada efter et par fikse træk dirigerede bolden forbi Emiliano Martinez i kassen. 

Helt galt gik det så for Emerys tropper efter 64 minutter, hvor Frankfurt bragte sig foran med 2-1. Igen er det lille Kamada, der er på spil - efter et hjørnespark, scorer han ekstremt klinisk ude fra feltet. 

Føringen holdt hele vejen hjem for Frankfurt. Dermed er dysten om de øverste placeringer i puljen vidt åben før sidste kamp, hvor Arsenal møder Standard Liege, mens Frankfurt tager imod Vitoria de Guimaraes. 

Arsenal ligger dog fortsat nummer et med ét point ned til Frankfurt på andenpladsen og tre til Standard Liege på tredjepladsen, der altså stadig kan nå avancement, efter deres pointdeling mod Vitoria de Guimaraes i gruppens øvrige kamp i aften.