Belgiske klubber følger Jakob Ankersen
Lars Rønbøg / Getty Images
Generelle

Belgiske klubber følger Jakob Ankersen

To belgiske klubber, der har danskere på kontrakt i forvejen, følger Jakob Ankersen. Kantspilleren har kontraktudløb fra IFK Göteborg om et år.

Jakob Ankersens tid i svenske IFK Göteborg kan meget vel være ved at rinde ud. Kantspilleren har kontraktudløb om et år, og der er interesse for ham fra flere forskellige kanter. Senest har to belgiske klubber meldt sig ind i kapløbet.

Det drejer sig om Zulte Waregem og Waasland-Beveren, der begge har danskere på kontrakt i forbejen. Zulte Waregem har hele tre i Henrik Dalsgaard, Brian Hamalainen og Lukas Lerager, mens Waasland-Beveren har angriberen Ronnie Schwartz.

Sportschefen i Zulte Waregem, Eddy Cordier, udtaler dog til svenske Sportsbladet, at Ankersen ikke er aktuel lige nu, men at han sagtens kan blive det.

- Ankersen var et alternativ, men med købet af Aliko Bala har vi fået en ny kant. Hvis nogen bliver solgt, kan Ankersen komme ind i billedet igen.

Der har ikke været nogen officiel udmelding fra Waasland-Beveren.

I starten af januar udtalte Peter Ankersen sig til tipsbladet.dk, og der sagde han blandt andet således om sin transfersituation:

- Jeg har et år tilbage af min kontrakt, og det forholder jeg mig til. Der kan ske noget i transfervinduet, men som udgangspunkt starter jeg træningen i IFK, og så må vi se, hvad der sker. Der har ikke været noget konkret, men det kan gå hurtigt. Det er mere interessant for mig, når jeg kun har et år tilbage af kontrakten, for det gør måske, at IFK ikke skal have lige så meget for mig, og det kigger klubberne også på. Det er en spændende måned, der venter.

Ifølge Sportsbladet skulle der endnu ikke være kommet et officielt bud på den danske kantspiller, der har en fortid i Esbjerg.