Fra reserve i FCM til slutrundemålmand: Det er kæmpe-kæmpestort
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Fra reserve i FCM til slutrundemålmand: Det er kæmpe-kæmpestort

Til januar skal Michael Falkesgaard til slutrunde med Filippinerne. Det er kæmpestort for den tidligere OB- og Brøndby-målmand, der blandt andre skal holde Tottenhams Son Heung-min fra at score.

For et år siden var Michael Falkesgaard fanget i rollen som reserve. Først i Brøndby IF, så OB og til sidst FC Midtjylland. Han havde i en alder af 26 år spillet 22 førsteholdskampe i hele karrieren.

Denne jul har han noget mere at fejre. Han har spillet en hel sæson som fast mand i Thailand, har fået oplevelser nok til et helt liv, debuteret på det filippinske landshold og kan se frem til sin første store slutrunde til januar.

Falkesgaard skal med Filippinerne til Asian Cup, det asiatiske mesterskab i begyndelsen af det nye år, og som om det ikke var stort nok i sig selv, er det landets første deltagelse i historien. At skrive, at han glæder sig, vil være en underdrivelse.

- Det her er jo Asiens største turnering, så det er et EM for Asien. Det er kæmpe-kæmpestort, siger Michael Falkesgaard til tipsbladet.dk.

Hans egen optakt er ikke optimal, for han døjer aktuelt med en skade. Falkesgaard måtte sidde over i den sidste kamp ved de sydøstasiatiske mesterskaber for en måneds tid siden, men han forventer, at han er klar, når Filippinerne møder Sydkorea den 7. januar. Her kan målmanden se frem til at stå over for Tottenhams Son Heung-min, der netop er blevet udtaget.

Filippinerne er traditionelt et land, hvor basketball fylder mere end fodbold, men Michael Falkesgaard oplever, at eksempelvis kvalifikationen til Asian Cup skubber interessen for fodbold op.

- Landsholdets resultat med at kvalificere sig til Asian Cup er også blevet nomineret blandt årets største sportsresultater i Filippinerne. Så på den måde er der kommet opmærksomhed på fodbolden nu, i forhold til det er et basketland. Så det er kæmpestort, hvad der er sket, og det, der følger med: Det er første gang, vi nogensinde har kvalificeret os, siger han.

Agent for sine holdkammerater
Det er ikke kun filippinerne selv, der har fået øjnene op for deres fodboldlandshold og spillerne, der udgør det. Det har resten af Asien også. Flere af ligaerne har kvoter for udlændinge, men en særlig kvote for asiatiske spillere. Sidstnævnte kvote udvides i flere lande fra det kommende år, og så er Filippinerne er sted, hvor man finder billig kvalitet.

- Der har jeg fået en masse henvendelser fra sportsdirektører i Thailand, der siger, at hvis der var nogle spillere, jeg kunne anbefale, så ville de gerne have det, fordi lige nu er det det land, de kigger mest efter, fortæller Falkesgaard.

Skal du til at tage agenthonorarer hos dine landsholdskammerater?

- Ja, det er lige før. Jeg ér blevet bedt om at være deres agent for spillerne. I ren joke. Men det er, fordi de ved, jeg har været derovre i et år, så det er nemmere for dem at forholde sig til. Jeg tror, der er syv-otte af dem, der allerede har skrevet eller er ved at skrive kontrakt med thailandske klubber.

Filippinerne er nummer 116 på FIFA's nye verdensrangliste og var placeret i det laveste seedningslag, da der blev trukket grupper til Asian Cup. Men det er også et landshold på vej fremad, hvilket kvalifikationen i sig selv indikerer.

Kan holdet gå videre fra gruppen med Sydkorea, Kina og Kirgistan, vil det være mere end tilfredsstillende, vurderer Michael Falkesgaard. Han kan desuden glæde sig til at få dansk-filippinske selskab i målmandsteamet. AC Horsens' Kevin Ray Mendoza har netop fået filippinsk pas.

2018 har været et år at huske for Michael Falkesgaard. I marts fik han eksempelvis landsholdsdebut.

Slutrunden spilles i De Forenede Arabiske Emirater, og selv om Filippinerne ligger helt omme på den anden side af det asiatiske kontinent, kan Falkesgaard, Ray Mendoza og co. godt forvente at få mange tilhængere på lægterne.

Det berygtede kafala-system, hvor udenlandske arbejdere ofte udnyttes og bor under slavelignende forhold, lever i værste velgående i landet. Det anslås, at filippinere udgør over 400.000 af de otte millioner migrantarbejdere. Hvor kritisabelt systemet end er, giver det om ikke andet Filippinerne grundlag for stærk opbakning.

- Der er rigtig mange i de lande der. Vi var i Qatar her på træningslejr og i Bahrain for nogle måneder siden, og alle steder, vi gik, arbejdede der filippinere. Man kunne nærmest ikke gå rundt, uden der blev talt filippinsk, siger Michael Falkesgaard.

- Til sådan en turnering kunne jeg godt forvente, at der kommer en 10.000 stykker. Det er det sjove ved filippinere: De har en kæmpe stolthed, når det kommer til deres land. Om det er basketball eller fodbold, landsholdet repræsenterer, det er lidt ligegyldigt. De har bare en stolthed over at være der og vise deres flag. Så jeg kunne godt forestille mig, at til sådan en slutrunde vil de møde talstærkt op.

I begyndelsen af året skrev tipsbladet.dk en artikel om forholdene i Abu Dhabi, der er et af de emirater, der udgør De Forenede Arabiske af slagsen. En ekspert kaldte styret "langt værre end Qatar." Læs artiklen her.