Video : Tipsbladet
Generelle

Jess Thorup i belgisk pokalfinale: Det er sådan noget, man drømmer om

Jess Thorup skal onsdag forsøge at guide sit Gent-mandskab øverst på sejrsskamlen i den belgiske pokalturnering, når holdet møder KV Mechelen i finalen. Stort interview med den danske cheftræner.

Onsdag er sjældent en ugedag, der skiller sig ret meget ud fra mængden, men onsdag den 1. maj bliver en speciel dag for den belgiske klub KAA Gent. Og ikke mindst for Gents danske cheftræner Jess Thorup.

49-årige Thorup forlod i oktober sidste år FC Midtjylland til fordel for Gent, og allerede i sin første sæson har danskeren altså ført klubben i pokalfinalen, hvor KV Mechelen, der i denne sæson blev en klar vinder af Belgiens næstbedste række, venter. 

Gent har med Jess Thorup i spidsen slået KFCO Beerschot, Sint-Truiden og KV Oostende ude af pokalturneringen, og nu skal det hele altså kulminere med en finalesejr på King Baudouin Stadium i Bruxelles onsdag eftermiddag.

- Hvis man havde sagt til mig på forhånd, at jeg efter så kort tid i Belgien ville stå med muligheden for at skrive historie med en pokalfinale foran 45.000 tilskuere, så havde jeg nok sagt; ”okay, det er måske lige vildt nok”. Men det bliver en fantastisk kamp og en stor oplevelse, siger Jess Thorup til tipsbladet.dk dagen før finalen og fortsætter:

- Vi skal huske at nyde kampen, for det er en kæmpe kamp i Belgien. Det er helligdag, så folk har fri, og rigtig, rigtig mange kommer til at se den. Det er sådan nogle kampe, man drømmer om at stå i, og så skal man også huske at nyde det. 

KAA Gent er aktuelt nummer seks i den belgiske liga, mens KV Mechelen altså huserer i den næstbedste række, så på papiret bør der være overkommelig modstand for Jess Thorups mandskab i pokalfinalen.

- Man kan godt sige, vi er favoritter, men vi møder et hold, der er rykket ganske klart op fra den næstbedste række og kommer med en masse selvtillid. Jeg ved, at pokalkampe har deres eget liv, og det gælder især en finale, så det bliver uden tvivl et tæt og intenst opgør. Der er flere af de store hold i Belgien, der i denne sæson er blevet slået ud af pokalen af et hold fra næstbedste række, så vi skal have stor respekt for Mechelen.

- Det er et hold med masser af rutine og power. De er gode på standarder og er meget fysiske. Det skal vi forsøge at spille rundt om, og kan vi det, har vi en god chance. Hvis det ender med at blive en kamp med en masse dueller og fight, så er det ikke til vores fordel, siger den tidligere FCM-træner.

Den største kamp i karrieren
Som cheftræner har Jess Thorup vundet et dansk mesterskab med FC Midtjylland, han har spillet Europa League-gruppespil og slået Manchester United, og han har vundet pokalturneringen i Danmark med Esbjerg fB. Desuden har han været med til EM og nået semifinalen som dansk U21-landstræner. 

Onsdagens pokalfinale er dog nok det største til dato.

- Et mesterskab er jo en kulmination på mange måneders arbejde, mens en pokalfinale i højere grad er én stor begivenhed. Jeg kan huske, da jeg stod i pokalfinalen med Esbjerg i 2013, og det var en enestående oplevelse. Det her er nok lige et nøk op, så det kan da meget vel karakteriseres som den største kamp i min karriere, fastslår Thorup.

Jess Thorup overtog Gent på et tidspunkt, hvor holdet var ved at blive sat af i topstriden, men en god start med sejr i tre af de første fire kampe banede vej for, at klubben sneg sig med i det forjættede top seks, der giver adgang til Playoff 1 i Belgien. Her har Gent imidlertid ikke præsteret prangende og blot hentet et point i de første seks kampe. 

- Vi var lidt afskrevet fra start, men spillede rigtig godt og kom med i det her top seks-spil. Så blev vi nærmest udskreget som mesterskabsfavoritter, men det var også alt for voldsomt. Det er vanvittigt hårde kampe, vi spiller hver weekend. Ofte sniger to eller tre jævne hold sig med i Playoff 1, men i denne sæson er det ultimativt de seks bedste, så det er svært hver eneste weekend. Det er et virkelig hårdt slutspil med fyldte stadions og hårde kampe hele tiden. Vi har været uheldige til tider, men også for uskarpe, siger Jess Thorup.

Gents store problem på det seneste har været at lave mål - i seks kampe i Playoff 1 er det blevet til tre mål. En af de spillere, der skal lave målene for Gent, er Alexander Sørloth, der kom til klubben i vinterpausen. Den tidligere FCM-spiller startede godt i Belgien, men har ikke scoret i otte kampe.

Sørloth havde som bekendt stor succes i FC Midtjylland under Jess Thorup, og den danske træner argumenterede klart for, da Gent overvejede at hente nordmanden i vinter.

- Han fik en god begyndelse. Det hele var nyt, han havde nyhedens interesse, og forsvarsspillerne kendte ikke ”Alex”, så de var måske ikke så opmærksomme på ham i starten. Nu er det lidt blevet hverdag igen, og det kan Sørloth mærke, men det er en god spiller, og det er nu, han skal vise, hvad han kan, siger Thorup, der til sidst slår fast, at han stortrives i Belgien og i Gent:

- Jeg har det fint, og det er en rigtig fed klub. Jeg synes, vi er godt på vej, men der er stadig et kæmpe uforløst potentiale. Det er en klub med en rigtig god struktur, og jeg nyder min hverdag i Gent rigtig meget.

Onsdag kan Jess Thorup føre Gent til klubbens første pokaltitel i ni år. Ved sin side har han landsmanden Johnny Mølby, der er assisterende træner i Gent.