Video : Tipsbladet
Generelle

Lennart Johansson hyldes med et minuts stilhed før UEFA-kampe

Lennart Johansson vil blive hyldet med et minuts stilhed forud for alle UEFA-kampe i denne uge - heriblandt Danmarks opgør mod Irland.

Svenske Lennart Johansson, der var UEFA-præsident fra 1990 til 2007, afgik natten til onsdag ved døden, og nu vælger UEFA at hylde den mangeårige præsident.

Forud for alle UEFA’s kampe i denne uge vil der således blive afholdt et minuts stilhed. Det gælder altså Nations League-kampe, EM-kvalifikationskampe og kvalifikationskampene til U21-EM. Dermed vil der altså også være et minuts stilhed før Danmarks opgør mod Irland fredag aften. 

Det bekræfter UEFA på sin hjemmeside.

- UEFA og europæisk fodbold er dybt berørte af Lennart Johanssons død, og jeg vil gerne udtrykke min oprigtige medfølelse over for hans familie og deres kære samt til den svenske fodboldforening.

- Han vil altid blive husket som en visionær leder og som arkitekten bag UEFA Champions League. Verdens fodbold vil altid være taknemmelig for ham og for alt, hvad han har gjort for det smukke spil, fortæller UEFA’s nuværende præsident, Aleksander Čeferin.

Lennart Johansson, der blev 89 år, er den længst siddende UEFA-præsident i historien og var blandt andet med til at skabe Champions League.