Lokalavis: Dansk angriber på blokken i St. Pauli
Foto: Getty Images
Generelle

Lokalavis: Dansk angriber på blokken i St. Pauli

Danske Emil Berggreen er på blokken i St. Pauli, som er på jagt efter en afløser for klubbens normale førstevalg i angrebet.

St. Pauli er havnet i et stort problem.

Klubbens hollandske angriber, Henk Veerman, er kommet alvorligt til skade med sit ene knæ for ganske nylig, og det er sikkert, at han ikke kommer i aktion igen denne sæson. Derfor er St. Pauli gået på udkig efter en afløser, og det er ikke helt let at finde en angriber, som matcher hollænderen, der måler 201 centimeter.

- Vi kontrollerer igen de angribere, som vi har observeret i lang tid, og som vi allerede i sommer betragtede som mulige alternativer til Henk Veerman, fortæller klubbens sportsdirektør, Uwe Stöber, til Hamburger Abendblatt.

En af de angribere, som kan matche kriterierne fra St. Pauli, er den tidligere Hobro-spiller, Emil Bergreen, som med sine 194 centimeter kan mange af de samme ting som Henk Veerman. Danskeren er ifølge lokalavisen også et emne for St. Pauli.

Den tyske 2. Bundesliga-klub har dog også et kig på den 23-årige tysker, Tim Kleindienst, der er lige så høj som Emil Berggreen.

Den danske angriber har ikke spillet for Mainz i denne sæson grundet en skade, og i øjeblikket er han også ude med en muskelskade.