Video : Tipsbladet
Generelle

Mbappé: Real skal nok vente på mig

PSG-stjernen tror på, at han nok skal komme til at spille for Real Madrid, siger Monaco-præsident.

Efter Kylian Mbappé i 2016/17-sæsonen brød igennem som blot 18-årig på det Monaco-hold, der både blev franske mestre og semifinalister i Champions League, stod nærmest alle europæiske topklubber på rad og række for at hente supertalentet. I sidste ende blev det dog Paris Saint-Germain, der sikrede sig Mbappés underskrift efter at have betalt Monaco knap halvanden milliard kroner. 

Real Madrid blev dog også kraftigt rygtet som en mulig destination for det franske stjerneskud forud for skiftet til PSG. Men det var en bevidst beslutning af Mbappe at afvise Real Madrid, siger Monaco-præsident Vadim Vasilyev. 

- Han (Mbappé, red.) sagde 'Vadim, dybt inde i mig føler jeg at det er for tidligt', sagde Vasilyev til Telefoot. 

Mbappé fortalte videre til Vasilyev, at han var for ung til at forlade Frankrig.

- 'Jeg har kun spillet ét år i mit land, jeg er pariser, jeg har ikke lyst til at forlade mit land på den her måde. Jeg vil være en stor spiller her først. Real skal nok vente, det tror jeg på', sagde Mbappé angiveligt til Vasilyev. 

Mbappé er da bestemt også blevet en 'stor spiller' i PSG. I sidste sæson vandt han prisen som den bedste spiller i den franske liga - og i 2018 blev han kåret som verdens fjerde bedste fodboldspiller ved Ballon d'Or-prisen. Ifølge Vasilyev har han dog ikke ændret sig overhovedet.

- Han er stadig den samme person. Han har vokset sig og fået indflydelse og berømmelse.