Video : Tipsbladet
Generelle

Tæt på konkurs: Danskere vil redde verdens ældste professionelle klub

Brødreparret Alexander og Christoffer Reedtz er ifølge engelsk lokalavis i forhandlinger om at redde Notts County fra konkurs. De kan dog snart løbe tør for tid.

Hvis ikke to danskere redder Notts County i den nærmeste fremtid, risikerer verdens ældste professionelle fodboldklub at gå konkurs. Det vil i givet fald gøre en ende på 157 års fodboldhistorie.

Brødrene Alexander og Christoffer Reedtz har ifølge Nottingham Post holdt møder med den nuværende ejer, Alan Hardy, om at overtage klubben. Den er i øjeblikket hæmmet af en skattegæld på 2,1 millioner kroner, som den ikke kan betale. Avisen bringer også et billede af danskerne sammen med Hardy.

I morgen skal Notts County for retten for tredje gang, og hvis ikke dommeren får præsenteret beviser for, at en overtagelse er tæt på, kan han erklære klubben konkurs. Medbringer Notts County omvendt beviser for, at klubben rent faktisk står til at redde, kan dommeren udsætte konkursen.

Alexander og Christoffer Reedtz har de seneste 10 år drevet virksomheden Football Radar, som tilbyder råd og vejledning til betting. Ifølge Nottingham Post skal danskerne holde et møde med direktøren for National League, som Notts County spiller i, på torsdag.

Klubben var med til at stifte det engelske fodboldforbund, FA, i 1888, og siden da havde den været en del af The Football League. Den status mistede Notts County i foråret, da holdet rykkede ud af League Two.

Klubbens eksistens kan altså stadig reddes, men det haster. Ikke alene på grund af konkurstruslen fra retssystemet, men også fordi klubben har svært ved at betale sine regninger.

Den har eksempelvis ikke fået leveret spilletøjet for den kommende sæson. Den er også ramt af et transferforbud og kan dermed ikke skrive kontrakt med nye spillere. Desuden mangler de ansatte løn for juni.