Video : Tipsbladet
Generelle

"Zanka" om homofobi og racisme: DBU må lave kurser for fodboldtrænere

Landsholdsspilleren Mathias "Zanka" Jørgensen synes egentlig ikke, Danmark er kommet særlig langt i kampen mod homofobi og racisme i fodbold. Derfor foreslår han, at DBU arrangerer kurser for trænere og ledere, der kan uddanne børn i god opførsel.

Mathias "Zanka" Jørgensen har ved flere lejligheder stillet sig i spidsen for dansk fodbolds kamp mod diskrimination, men han synes ikke, kampen har båret frugt. Ikke ret meget i hvert fald.

Stopperen, der har spillet i Premier League de to seneste år, oplever både, at Danmark og England hænger i bremsen, når det kommer til bekæmpelse af homofobi og racisme.

- Jeg synes egentlig ikke, vi er kommet særligt langt. Det er dejligt, at der bliver talt om det, men jeg tror, at der skal slås mere ned på det fra DBU's side. Der er kommet flere tiltag i gang – blandt andet ved at markere det en runde om året. Og i Premier League er der en endnu større markering end derhjemme, siger han til Amnesty Internationals hjemmeside.

- Der er eksempelvis to uger, hvor Premier League skifter til et regnbuefarvet logo alle steder – også på de sociale medier. Det er lidt større end i Danmark, men jeg vil ikke sige, at de er længere fremme.

Fodboldens Disciplinærinstans har to gange i dette forår uddelt bøder til Superliga-klubber for homofobiske tilråb blandt deres fans: først OB og Brøndby IF og siden Brøndby igen.

Udover straf mener landsholdsspilleren, at løsningen er at klæde trænere og ledere for ungdomsspillere på til at håndtere det, når de støder på homofobi og racisme.

- Det er ren opdragelse, som selvfølgelig kommer meget hjemmefra. Der er vi ret godt med, fordi det fungerer jo meget godt ude i den virkelige verden. Men vi bliver også nødt til at uddanne folk, så vi på græsrodsniveau kan fortælle børnene, at det her er noget, vi ikke vil have. Vi ved, at fodboldtrænere og frivillige spiller en stor rolle for piger og drenge, der spiller fodbold i en ung alder. Så DBU må lave kurser, hvor de forklarer disse ledere, at det her er noget, vi ikke længere vil have i vores sport, siger "Zanka".

Han er i øjeblikket samlet med det danske landshold frem mod de to EM-kvalifikationskampe mod Irland og Georgien.