Video : Tipsbladet
Landshold

Åge Hareide undskylder over for Huddersfield-manager

Den danske landstræner har undskyldt, at han sagde, at Mathias “Zanka” Jørgensen har niveau til mere end Huddersfield.

Landstræneren for det danske landshold har måttet foretage et opkald af de mindre sjove efter den forgangne landskampsperiode.

Åge Hareide kom nemlig til at udtale sig om Mathias “Zanka” Jørgensen og sagde blandt andet, at han mente, at forsvarsspilleren har potentialet til at spille på højere niveau end i hans nuværende klub Huddersfield.

Den kommentar faldt ikke i god jord hos manageren i Premier League-klubben, David Wagner.

- For at være helt ærlig så var jeg meget skuffet og måske også vred, da jeg læste de kommentarer, siger Wagner ifølge Sky Sports.

- Det var ikke hans intention at sige det på den måde, og han ved godt, at det ikke er noget, han skal udtale sig om, ligesom jeg heller ikke udtaler mig om Danmarks størrelse i forhold til andre nationer.

Huddersfield-manageren tilføjer, at han har godtaget undskyldningen, og at det er vand under broen nu.