Video : Tipsbladet
Landshold

Avis: Kasper Hjulmand afløser Åge Hareide - overtager senest næste år

Ifølge BT overtager Kasper Hjulmand jobbet som landstræner fra Åge Hareide. Det bliver senest efter EM i sommeren 2020.

DBU vil ikke forlænge med Åge Hareide, når normandens kontrakt som landstræner udløber om et års tid. I stedet kommer Kasper Hjulmand til at tage over. Det skriver BT.

Nyheden passer fint sammen med, at DBU har indkaldt til pressemøde med "præsentation af den sportslige ledelse for Herrelandsholdet fra sommeren 2020," som unionen skriver i indkaldelsen. Pressemødet finder sted i dag klokken 13.

Ifølge BT fortalte DBU i går Åge Hareide, at forbundet vil satse på Kasper Hjulmand som kommende dansk landstræner. Spørgsmålet er så, om parterne venter til næste sommer med at eksekvere ansættelsen.

Hjulmand har været uden job, siden han forlod FC Nordsjælland i marts, og kan i princippet tage over allerede denne sommer. Er Hareide så skuffet over at blive fravalgt, at han vil opgive sit job allerede?

Omvendt har landstræneren flere gange talt om, hvor meget han ser frem til EM 2020, hvor Danmark får mindst to hjemmekampe i Telia Parken, hvis holdet kvalificerer sig.

Hareide har været landstræner, siden han tog over fra Morten Olsen i 2016.